Ifølge Kommunernes Landsforening blev næsten halvdelen af byggesagerne i 2021 og 2022 ikke behandlet inden for de fastsatte servicemål.
Hvor store samfundets omkostninger ved byggesagsbehandlingen er, er aldrig undersøgt. Man kan nemt undervurdere dem, for har man ikke selv været involveret i langtrukne byggesager, kan nogle måneders ekstra ventetid virke en smule abstrakt. Og har man kun haft behov for at søge byggetilladelse med mindre ombygninger, er det måske til at leve med. Men man skal ikke lade sig narre.
For erhvervslivet kan der være tale om store tab, når indtægterne fra lagerhaller, fabrikker, udlejningsejendomme osv. forsinkes i månedsvis. Dertil kommer øgede udgifter til planlægning, byggeplads osv.
Også de danske familier mærker omkostningerne. Når dialogen med kommunen strækker sig over adskillige uger, skal man igen og igen sætte sig ind i komplicerede brandrapporter, tekniske tegninger m.v. for at besvare kommunens spørgsmål. Spørgsmål, der ofte ville kunne klares hurtigt og enkelt, hvis kommunen ikke var uger om at svare.
Der er også mange mindre synlige omkostninger. Når byggesagsbehandlingen er meget lang, skal den bolig, man flytter ind i, helst passe til familiens behov nu og her. Skal der bygges til eller laves væsentligt om, må man i København regne med at skulle vente omkring fem måneder alene på byggesagsbehandlingen, før familien kan flytte rigtigt ind.
Og er der fejl i materialet, du sender ind, kan byggesagsbehandlingen nemt blive forlænget mærkbart. Skal der bygges helt nyt, skal der skaffes mellemfinansiering og måske et andet sted at bo midlertidigt, mens man venter på kommunen. Der er altså masser af omkostninger ved byggesagsbehandlingen. Men for hvad?
Hvad er pointen i, at byggesagen – uanset hvor enkel den er – skal forbi kommunen, efter at man har haft dygtige rådgivere til at tegne og regne, så den nye bygning lever op til både regler og drømme?
For selv med kommunens byggesagsbehandling går det galt. Det er langtfra uset, at kommunen godkender noget, som sidenhen viser sig ikke at leve op til reglerne.
Her kan omkostningerne ved fejlen potentielt skubbes over på skatteborgerne, hvilket selvfølgelig gavner bygherre og dennes rådgivere. Eller på naboerne, når byggeri, der ikke overholder reglerne, alligevel bliver godkendt. Men ville det ikke være mere rimeligt, at bygherre selv bar både risiko og omkostning?
Der er selvfølgelig komplicerede sager, hvor det er nødvendigt at involvere kommunen for f.eks. at få ændret lokalplaner eller søge dispensationer m.v. I disse sager bør byggesagsbehandlingen ydes som en service.
Men at slæbe alle danskere igennem en langsommelig ansøgningsproces, efter de har betalt i dyre domme for rådgivere, er at skyde gråspurve med kanoner. Af og til rammer man en gråspurv, men for det meste er det et voldsomt spild af ressourcer.
Bragt i Børsen den 23. august 2023
