Den danske SU er i forvejen den mest generøse i verden
Der er over 100.000 studerende i Danmark, som er fattige, påstår min medblogger her på JP, Jens Philip Yazdani. Derfor bør SU’en fordobles. Det vil bringe de studerende over fattigdomsgrænsen.
Det overvældende flertal af de mange læsere, der har givet deres mening til kende i kommentarsporet deler Yazdanis opfattelse. De mener ikke, at det giver mening at definere studerende i Danmark som fattige, og de mener ikke, at SU’en skal hæves.
Jeg er enig med JP’s læsere. Yazdanis ideer egner sig højst til en fantasiverden, hvor penge vokser på træerne, i stedet for at skulle tjenes af rigtige mennesker, ofte ved slidsomt arbejde.
Lad os først se på forslaget om at fordoble SU’en. Danmark har i forvejen et af de mest generøse uddannelsessystemer i verden. Ikke alene er de fleste uddannelser gratis for den enkelte studerende, og altså finansieret af skatteyderne. Oveni får de studerende uddannelsesstøtte, som også er betalt af skatteyderne. Alene SU’en koster allerede i dag skatteyderne 20 mia. kr. om året.
Den danske SU er uden tvivl den mest generøse i verden – allerede i dag. Som figuren viser var den i 2016 omtrent dobbelt så høj som i resten af Skandinavien (læs uddybende her).
Det er denne i forvejen meget høje SU, som Yazdani nu vil forhøje yderligere. Det ville koste skatteyderne yderligere 20 mia. kr. Nogle af disse ville så komme ind igen i form af skat på de studerendes forbrug, men omvendt ville nogle studerende formentlig arbejde mindre ved siden af studierne, hvis de får højere SU. Det giver lavere skatteindtægter.
Endelig kan vi forvente, at en masse unge på kontanthjælp vil påbegynde studier, hvis man fordoblede SU’en, fordi de så pludselig ville kunne modtage næsten det dobbelte i offentlig forsørgelse. Så den samlede ekstra omkostning for skatteyderne på 20 mia. kr. er næppe helt ved siden af.
En LO-familie med en samlet indkomst på ca. 60.000 kr. om måneden før skat skal i dag betale omkring 600 kr. til SU til studerende om måneden. Yazdanis forslag ville hæve den omkostning til 1.200 kr.
At unge på kontanthjælp begynder at studere, lyder måske umiddelbart som en god ting. Men ikke hvis de kun skriver sig op for at hæve den lukrative SU. Frafaldet vil være enormt, og en sådan gruppe af studerende, som kun studerer på skrømt vil tage opmærksomhed og ressourcer fra de seriøse studerende og på andre måder bidrage negativt til studiemiljøet.
Sådanne problemer er set før i det danske uddannelsessystem. I 2012 udtalte en frustreret direktør for Niels Brock Handelsskole, Anya Eskildsen: ”Vi vil ikke være uddannelsessystemets skraldespand. Alle, der starter på en uddannelse på Niels Brock, skal vide, at Niels Brock er et lærested og ikke et værested”. At fordoble SU’en er en opskrift på at gøre det danske uddannelsesystem til værested for unge, som gerne vil hygge sig et år eller to med lommepenge fra skatteyderne på ca. 13.000 kr., mens de lader som om, de er ved at tage en uddannelse.
Selvom man godt kunne få et andet indtryk fra Yazdani, typer alt på, at de unge finder livet som studerende meget attraktivt. I hvert fald er der siden 2008 sket en voldsom stigning i antallet af studerende fra 209.000 til 329.000 i 2018. Altså hele 120.000 ekstra.
Man kunne selvfølgelig argumentere for – som Yazdani gør – at man i dag i praksis er tvunget til at tage en uddannelse, da ufaglærte jobs må forventes at ville forsvinde. Men det forklarer ikke, hvorfor så mange unge vælger meget lange uddannelser. Eller hvorfor så mange unge hopper fra en uddannelse efter flere år for i stedet at tage en anden. Eller sågar dobbeltuddanner sig.
Hvis de studerende reelt opfattede livet som studerende som et liv i fattigdom, skulle man forvente, at flere tog korte uddannelser, for at få den forfærdelige fattigdom overstået. Og at håndværkeruddannelser ville være de klart foretrukne, så man kan lindre fattigdommen ved at tjene penge undervejs som lærling. Men det opfatter de unge generelt ikke som attraktivt. For få unge vælger håndværkerudannelser. Og stadig flere vælger lange videregående uddannelser.
Alt dette må Yazdani opfatte som meget mystisk. Vi andre ser det som et tegn på, at de unge er ganske godt tilfredse med deres liv som studerende.
Derfor er det misvisende at betegne studerende som fattige. ”Fattig” er nemlig et stærkt følelsesladet begreb, som beskriver et socialt problem. De unge har lav indkomst, men det opfatter de typisk ikke selv som et socialt problem. Og hvis de gør, så skaffer de sig et arbejde ved siden af studierne. Det giver måske en længere samlet arbejdsdag, men til gengæld har de fleste unge ikke børn, så deres samlede fritid er ofte ganske høj sammenlignet med forældre til småbørn (hvis skatter finansierer SU’en). Studerende, som har børn, får i øvrigt højere ydelser.
Studerende tilhører det, man kalder lavindkomstgruppen. Den tilhører man ifølge den mest almindelige definition, hvis man tjener under halvdelen af medianindkomsten. Medianindkomsten er det beløb, hvor halvdelen af befolkningen tjener mindre og halvdelen tjener mere.
Medianindkomsten er ca. 20.000 kr. om måneden, målt på basis af den disponible indkomst, som er indkomst efter skat. Lavindkomstgruppen består derfor af personer med disponible indkomster på mindre end halvdelen af dette beløb, altså ca. 10.000 kr. om måneden efter skat.
Yazdani er af den opfattelse, at det er uacceptabelt, at studerende tjener under 10.000, fordi han mener, at alle studerende, der ligger i lavindkomstgruppen dermed automatisk må beskrives som fattige. Han gør et stort nummer ud af, at Danmarks Statistik angiveligt er det eneste nationale statistik-kontor, som ikke medregner studerende blandt de fattige. Det tvivler jeg på er sandt. Jeg tror, Yazdani forveksler opgørelsen af lavindkomstgruppen med opgørelser af antallet af fattige.
Når OECD opgør lavindkomstgruppen med regner man ganske rigtigt alle i gruppen, inklusiv studerende. Det giver god mening, for lavindkomst er et neutralt begreb, mens fattigdom beskriver et socialt problem. I OECD’s opgørelse af lavindkomstgruppens andel af befolkningen medregnes studerende således i alle lande – også i Danmark.
Danmark har den tredjelaveste andel af personer i lavindkomstgruppen blandt 36 OECD-lande – kun Island og Tjekkiet har en lavere andel, som det fremgår af figuren (læs uddybende her).
Der er ingen tvivl om, at studerende også i de andre OECD-lande udgør en stor andel af lavindkomstgruppen. Alligevel er der meget få lande, som overhovedet har en SU, og ingen lande med en SU så høj som den nuværende i Danmark. Man benytter sig i stedet af studielån, hvilket fungerer fint.
Produktivitetskommissionen har konkluderet, at ”meget tyder på, at høj SU kun i meget begrænset omfang har bidraget til at give flere en uddannelse, mindsket social ulighed eller sikret, at unge ikke tager erhvervsarbejde ved siden af studierne”.
Hvis der bør ske noget med SU’en er det snarere at reducere den. Personligt så jeg den helst afskaffet helt, men et mere realistisk forslag er nok at afskaffe den på kandidatdelen af videregående uddannelser. Når unge har fået en bachelor, kan de finansiere deres leveomkostninger under kandidaten med lån.
De fleste, som tager en kandidatudannelse, kan forvente at modtage en høj løn efterfølgende. Studier viser, at set over et helt livsforløb, mindsker SU til lang videregående uddannelse ikke uligheden, og det er sandsynligt, at SU til kandidatstuderende ligefrem øger uligheden i livsindkomst, fordi dem, der skal betale skatterne til de kandidatstuderendes SU tjener mindre i løbet af deres liv, end de kandidatstuderende selv kommer til at tjene. Det er svært at se det rimelige i det.
