Transportminister Benny Engelbrecht foreslog forleden hjelmpligt for elløbehjul, fordi “Færdselsstyrelsens evaluering af elløbehjul viser 7 gange større risiko for ulykke sammenlignet med cykel”. Med udmeldingen fremstår ministeren handlekraftig, men problemet er bare, at evalueringen ikke giver grundlag for at indføre hjelmpligt for elløbehjul – et forslag, der vil betyde døden for elløbehjul på leje- og delebasis.
Den forskel i risiko, som ministeren fremhæver, er f.eks. stærkt overdrevet. Færdselsstyrelsen sammenligner cykling på landsplan med elløbehjul, der i udpræget grad er et storbyfænomen. Korrigerer man for, at ulykkesrisikoen er højere i storbyerne, falder forskellen i risiko med ca. 30 pct. Også brugerne har betydning for den observerede risiko. Hvis brugerne af elløbehjul generelt tager flere chancer end gennemsnittet, kommer løbehjulene til at se mere risikable ud, selvom det reelt set er brugerne, der driver forskellen. Færdselsstyrelsen selv maner da også til besindighed i forhold til at regulere på baggrund af deres evaluering. Datagrundlaget er simpelthen for spinkelt, ligesom det fremhæves, at trafikanterne skal bruge 2-3 år på at tilpasse sig til den nye situation med elløbehjul i trafikbilledet.
Det er desuden velkendt, at mennesker justerer deres adfærd i forhold til risikoen. Et fænomen, der blev verdenskendt blandt økonomer, da Sam Peltzman observerede, at antallet af trafikdræbte ikke faldt, efter man indførte selepåbud i USA, fordi bilisterne begyndte at køre mere risikobetonet.
Peltzman-effekten viser, at vi i gennemsnit er i stand til at vurdere risikoen ved forskellige transportmidler – jeg kender personligt flere, der slet ikke kører på elløbehjul, fordi de synes, de er for farlige. Endelig bør enhver regulering ses i forhold til omkostningerne.
Selv hvis sikkerhedsselen havde reddet alle trafikdræbte, havde man næppe indført påbuddet, hvis det betød, at bilerne helt forsvandt fra gaden. Hjelmpligt vil betyde døden for deleelløbehjulene, fordi ingen slæber rundt på en cykelhjelm i tilfælde af, at de skulle få brug for et elløbehjul. Kravet vil altså betyde farvel til et produkt, der har været en stor gevinst for mange.
Mange aktiviteter i Danmark er farlige for den enkelte, uden at vi forbyder dem. Cykling er f.eks. mere end syv gange farligere end bilkørsel. Alligevel er flertallet af politikere imod hjelmpligt for cykler – bl.a. fordi omkostningerne i form af mindre cykling og tabt frihed for borgerne er for store. Generelt bør man primært regulere, hvor folk kan være til fare for andre. Griber man ind i det personlige valg af, hvor meget risiko man vil løbe, bør argumenterne være meget, meget gode.
Der er visse problemer med elløbehjulene. Men vi mangler stadig at se overbevisende argumenter for, at reguleringen ikke smider barnet ud med badevandet. Indtil da bør tvivlen komme brugerne til gode.
