For nylig bragte Børsen en artikel, hvor politikere fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti bakkede op om et forslag stillet af SF's Theresa Berg og Jacob Mark, som skulle skærpe reglerne for betalingsfrister mellem virksomheder og gøre betalingsfrister længere end 30 dage forbudt.
SF's forslag afspejler sandsynligvis en væsentlig forklaring på, at regelmængden i Danmark – til stor skade for den økonomiske vækst – år for år stiger. Der er simpelthen en naiv tyrkertro blandt mange politikere på, at de – uanset kompleksiteten i problemstillingen – kan forbedre verden med simpel lovgivning fra centralt hold.
Men en handel mellem to virksomheder omfatter utallige forhold, hvoraf betalingsfristen blot er én ting. Hvor høj skal kvaliteten f.eks. være, hvad skal det koste, hvor hurtigt skal varen leveres, hvilke personer skal udføre arbejdet og – nå ja – hvornår skal betalingen falde? Derfor er en kontrakt kompleks, og derfor skruer virksomhederne på de mange håndtag for samlet at gøre kontrakten så god som mulig, hvilket samlet set reducerer omkostningerne.
Hver især forsøger virksomhederne at indgå den kontrakt, som stiller dem selv bedst, men det sker i konkurrence med andre virksomheder, og derfor er der grænser for, hvad den enkelte virksomhed kan kræve. Men det forhindrer ikke virksomhederne i f.eks. at blive enige om en lidt højere pris mod lidt længere betalingsfrist (selvom det selvfølgelig sjældent aftales så direkte).
Hvis politikerne fjerner det ene håndtag, fjerner man lidt af fleksibiliteten, og så bliver det i sidste ende dyrere for forbrugerne. Det er selvfølgelig – også her – vigtigt, at der er konkurrence, så ingen virksomheder kan udnytte sin markedsdominans. Og spørger man SMV Danmark (fortaler for et politisk indgreb) eller DI (imod), vil de nok mene, at deres medlemmer skam er i hård konkurrence.
Det betyder, at virksomhederne altid kan takke nej, hvis vilkårene er urimelige. Også selvom nogle politikere tror, at det bliver aldrig frivilligt, når David skal forhandle med Goliat. For hvis den store virksomhed kunne diktere vilkårene, hvorfor kræver de så ikke endnu længere betalingsfrister, meget lavere priser eller ekstra høj kvalitet og service? Og selv hvis den store virksomhed kunne diktere vilkårene, hvordan undgår man så, at de dikterer lavere priser, hvis ikke de må diktere lange betalingsfrister?
Et oplagt spørgsmål er, hvorfor politikerne netop har fokus på betalingsfristerne og ikke på et af de mange andre håndtag. Svaret er desværre nok lige så åbenlyst, som det er trist: Fordi betalingsfrister er synlige og enkle. Det er svært at lave regler om kvalitet, service og nøglemedarbejdere, men strikse regler for betalingsfrister er guf for politikere, der øjner muligheden for at hive en synlig politisk sejr hjem. Og så må det komme i anden række, at samfundet samlet set bliver dårligere.
