Siden 1989 er mængden af statslige regler herhjemme tredoblet. De økonomiske omkostninger er potentielt enorme. Studier baseret på amerikanske data viser, at 1 pct. flere regler i gennemsnit har reduceret den økonomiske velstand med 0,3-0,7 pct.
Reglerne rammer danskerne fra alle fronter (har du f.eks. været kasserer i en forening, har du også prøvet at bruge timer på bureaukrati for at få adgang til forenings konto), men reel deregulering er ikke let. Regelmængden i Danmark er steget på trods af adskillige bud på reformer fra skiftende regeringer.
Men der er faktisk reformer, der virker. Da British Columbia (BC) i Canada fik ny regering i 2001, var det bl.a. på et løfte om at reducere antallet af regler med 1/3 på tre år. Reformen skulle få BC ud af “de dystre årtier”, hvor væksten havde været markant lavere end i andre territorier i Canada.
Men hvordan definerer man overhovedet en regel, når et loft over antallet af love blot vil betyde, at lovene bliver længere? I BC definerede den nye regering en regel som et regulatorisk krav til borgere eller virksomheder. Hver gang staten krævede noget af borgere og virksomheder, talte det som et krav, uanset om det stod direkte i loven eller i en formular på en hjemmeside.
“Oplys, hvor mange elcykler, virksomheden har”, er ét krav, “Indtast forventet omsætning for året”, er et krav mere. Optællingen viste, at myndighederne i BC stillede over 330.000 krav til borgere og virksomheder. Der er 21 mio. ord i danske love og bekendtgørelser. Hertil EU-forordninger og alle de vejledninger, formularer og så videre, der hører til. Hvad ville en lignende opgørelse i Danmark vise?
Med optællingen på plads var målet klart for den nyvalgte regering. Inden 2004 skulle antallet af regulatoriske krav ned under 220.000. Midlet var “en ind, tre ud”. Hver gang man indførte ét nyt krav, skulle tre ud. Og resultatet udeblev ikke. I 2004 var der kun 197.000 krav tilbage, og i dag er man nede på 167.000. Bureaukratiet og regeltyranniet er halveret.
En af årsagerne til reformens succes var, at reformen påvirkede tankegangen blandt ministre og embedsmænd, hvis rolle ændrede sig fra at være regelskaber til at være regeladministrator. Politik kunne ikke længere føres ved at lave nye regler, men skulle ske gennem forbedringer af den samlede regulering.
Samtidig var det et effektivt middel til at undgå dobbeltindberetninger. Reformen slog også umiddelbart igennem på den økonomiske vækst. Efter to årtier med markant lavere vækst end andre provinser, har BC siden 2001 været det territorium, der har den højeste økonomiske vækst.
I gennemsnit har den været 0,7 procentpoint højere pr. år end for landet som helhed. Om det kan tilskrives reformen, er selvfølgelig uvist. Men tænk lige. 0,7 procentpoint. Havde vi haft den mervækst i Danmark siden 2001, ville vi nu være 14 pct. rigere.
Hvad venter vi på?
(Bragt i Børsen 17. november 2020)
