Troels Lund Poulsen fortjener stor ros for at insistere på, at råderummet skal føres tilbage til borgerne. Det er en vigtig del af den borgerlige DNA, at kassen skal stemme.
Det har vist sig, at staten er 16 milliarder kroner rigere end hidtil antaget. Som i 16 milliarder kroner hvert år. Når der er taget højde for udgifter til flere ældre og til mere forsvar, opkræver staten 24 milliarder kroner mere i 2030, end den har planer om at ville bruge.
Venstres Troels Lund Poulsen har reageret på nyheden ved at kræve, at regeringen hæver ambitionsniveauet i sin skattereform. Regeringsgrundlagets reform letter skatterne med cirka syv milliarder kroner. Men som Troels Lund Poulsen påpeger, blev regeringsgrundlaget forhandlet på et tidspunkt, hvor råderummet så ud til at være mindre. Nu hvor råderummet viser sig at være større, er der for flere penge til at lette skatten.
Danmark brugte i store træk de første 30 år efter Anden Verdenskrig på at opbygge en samfundsmodel, som ikke var økonomisk bæredygtig og de næste 30 år på at rydde op. I løbet 1960erne og 1970erne voksede statens underskud og gæld. Den daværende socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen advarede om, at Danmark kunne se afgrunden. Anker Jørgensen gik af som statsminister, og den konservative Poul Schlüter påbegyndte en oprydning, som stod på frem til tilbagetrækningsreformen i 2011.
Hermed var problemet med de offentlige finanser imidlertid løst. Problemet er ikke længere, at staten fattes penge. Tværtimod. Staten bør ikke opbygge uholdbar gæld, men den bør heller ikke opbygge formue på bekostning af skatteyderne. Råderummet bør føres tilbage til borgerne i form af lavere skatter.
Som overvismand Carl-Johan Dalgaard har påpeget i denne avis, forudsætter holdbarhedsberegningerne, at danskerne i fremtiden arbejder lige så meget som i dag, og at den offentlige service ikke udvides. Nogle vil indvende, at det næppe er realistiske antagelser. Danskerne vil formentlig efterspørge både mere fritid og bedre velfærdsydelser, når velstanden stiger. Det er imidlertid ikke den rette strategi at lade nutidige skatteydere betale for fremtidige generationer ved at lade staten opbygge en formue. Hvis fremtidige generationer ønsker at bruge flere penge på velfærdsudgifter, bør de selv finansiere det.
Der er god grund til at fortsætte med at reformere velfærdsstaten, men i disse år kan reformer ikke begrundes med et behov for at styrke statskassen. I stedet er der for eksempel behov for reformer, der øger velstanden. Her er der både en kortsigtet og en langsigtet udfordring. På kort sigt har den høje inflation udhulet danskernes private velstand. På længere sigt har vi i de seneste mange år haft lavere vækst, end hvad vi historisk har været vant til, og prognoserne for fremtiden spår, at vækstproblemet fortsætter.
En ambitiøs skattereform, der fører råderum tilbage til borgerne, ville kunne bidrage til at løse vækstproblemet. Først og fremmest bør Venstre insistere på, at regeringen opgiver planerne om en ekstraskat på høje indkomster, den såkaldte top-topskat. Den forventes at indbringe et beskedent provenu på 700 millioner kroner. Staten har ikke brug for de penge, og skatten gør skade på dansk erhvervsliv.
Moderaterne har foreslået at sænke selskabsskatten. Det er et godt forslag. Lavere selskabsskat giver flere investeringer, højere produktivitet og dermed højere løn og mere velstand til lønmodtagerne. Det gavner især de store virksomheder.
Vil man også styrke iværksætteri og mindre familieejede virksomheder, ville det være oplagt at afskaffe lagerbeskatningen af unoterede aktier, som syv partier med De Konservative i spidsen har foreslået. Og at sænke skatten på aktieudbytte, som er blandt de højeste i verden, samt afskaffe arveafgiften.
Ønsker man at øge arbejdsudbuddet – og det er en målsætning i regeringsgrundlaget – er det mest effektive at sænke marginalskatten. Det bedste ville være helt at afskaffe topskatten. Det ville øge arbejdsudbuddet med cirka 9.000.
Politisk er det nok mere realistisk, at Venstre arbejder for, at regeringen øger ambitionerne i den skattereform, der skitseres i regeringsgrundlaget. For eksempel kunne man flytte grænsen for, hvornår den nye topskat på 7,5 procent sætter ind fra de planlagte 750.000 danske kroner til én million danske kroner. Man kunne desuden sænke satsen yderligere, for eksempel til fem procent, kombineret med markant højere beskæftigelsesfradrag, så der er skattelettelser både til høj og lav indkomst.
Artiklen blev bragt i Berlingske den 15. juni 2023
