Når vi har et offentligt sundhedsvæsen, er det vigtigt, at der anvendes samme værdi af et reddet leveår på tværs af forskellige indsatsområder. Ellers får vi hverken mest mulig sundhed for pengene eller ligebehandling af borgerne. Denne værdisætning af leveår er ikke noget, vi som samfund kan lukke øjnene for. Lukker vi øjnene for værdisætningen, vil leveår i stedet blive værdisat indirekte i prioriteringen mellem forskellige projekter.
Uheldige mennesker vil dø, som kunne være blevet reddet af en behandling, der koster mindre, end hvad man bruger andre steder. Nettoresultatet ville blive, at vi redder færre mennesker, end vi kunne have gjort for de samme ressourcer, hvis vi prioriterede med åbne øjne. Manges første indvending mod dette er, at vi så blot burde bruge flere penge på at redde liv, men dette afspejler næppe folks reelle ønsker. Inden corona valgte vi med åbne øjne at bruge penge på kultur, klima, osv., selvom de samme penge kunne have købt bedre behandlinger. Spørgsmålet er derfor, om ressourcerne bruges fornuftigt under den nuværende krise. Sundhedsstyrelsen forventer, at corona vil medføre en overdødelighed på 1680-5600 patienter under epidemiens første bølge frem mod sommer. Hvis nedlukningen reddede alle, ville den samfundsøkonomiske gevinst af de sparede dødsfald være i størrelsesordenen 19 til 63 mia. kr. Realistisk set er effekten af nedlukningen markant mindre.
Sundhedsstyrelsens prognoser viser, at behandlingsbehovet kun havde oversteget respiratorkapaciteten med et par hundrede patienter uden nedlukningen. Samtidig ser mindst halvdelen af respiratorpatienterne desværre ud til at dø på trods af behandlingen. Derfor skal de samfundsøkonomiske gevinster snarere opgøres i encifrede milliardbeløb.
Hertil kommer selvfølgelig mulige gevinster ved at udskyde smitten, så f.eks. nye behandlingsmetoder kan tages i brug, mens gevinsten i form af færre smittede kan være helt fraværende, hvis regeringens strategi – som mere og mere tyder på – er at opnå flokimmunitet, hvor ca. 60 pct. af danskerne før eller siden skal inficeres. Nedlukningen er da blot en udskydelse af, hvornår vi bliver smittet.
Enkelthistorierne om danskere, der lider under nedlukningen, er mange, mens det store overblik over omkostningerne primært findes i form af økonomiske prognoser. Her er bl.a. Nationalbanken og CEPOS kommet frem til, at omkostningerne langt overstiger 63 mia. kr. Meget tyder altså på, at nedlukningen har været for kraftig.
Det var i mine øjne rigtigt, at man givet situationen 11. marts hev i håndbremsen. Men det er på høje tid, at regeringen fremlægger et beslutningsgrundlag for den videre håndtering af krisen og revidere nedlukningen på baggrund af fagkundskab og en klar strategi. Ellers kan det, der startede som coronakrisen, ende med at blive husket som nedlukningskrisen.
