“Arne-pensionen” kunne forleden fejre etårsfødselsdag, men der er ikke meget at råbe hurra for. Aftalen udmærker sig ved at være elendig økonomisk politik. Det gælder hele vejen igennem fra selve tilbagetrækningsordningen til det lovforslag om lagerbeskatning af ejendomme, Skatteministeriet har sendt i høring.
Selve pensionsordningen modvirker mange års møjsommelige politiske reformer for at begrænse tidlig tilbagetrækning, som førhen skabte uholdbare offentlige finanser. Den skader incitamentet til at spare op til pension. Og den lever ikke op til den postulerede målsætning om at hjælpe de nedslidte. Nedslidning indgår slet ikke i kriteriet for at være berettiget til pensionen.
Man satte trumf på ved at finansiere ordningen med bl.a. en særselskabsskat på finansielle virksomheder. I tråd med det populistiske spin omkring udspillet blev det tilmed kaldt et “samfundsbidrag”. Ironisk nok er særskatten faktisk et “samfundsbidrag”, i den forstand at lønmodtagerne bredt kommer til at betale gennem lavere produktivitet og lavere lønudvikling. Og netop selskabsskatten – som diskriminerer mod egenkapital – mindsker soliditeten og øger dermed risikoen for fremtidige bankkriser.
Langtfra logisk
Mere upåagtet indeholdt aftalen også indførelse af en lagerbeskatning på selskabers ejendomme. På overfladen lyder det mere velbegrundet end den helt arbitrære skat på finansielle virksomheder. Men den er ved nærmere eftersyn slet ikke så logisk igen.
Begrundelsen for at indføre lagerbeskatning er, at det er muligt at undgå den eksisterende realisationsbeskatning. Ved lagerbeskatning opgør man kapitalgevinsten årligt, mens realisationsbeskatning først udløses ved salg. Man kan imidlertid undgå at sælge selve ejendommen ved at lade den eje af et selskab og så sælge selskabet i stedet. På den måde forbliver avancen urealiseret. I hvert fald som ejendomsavance; der bliver dog betalt en vis skat af kapitalgevinsterne, når aktionærerne realiserer aktier i moderselskabet.
Men det er slet ikke så logisk at beskatte kapitalgevinster på netop ejendomme. Værdien af en ejendom er bestemt af forventningen til, hvad den i princippet uendelige strøm af nettoindtægter vil indbringe i nutidsværdi. Det er altså indtægter, der realøkonomisk ikke er skabt endnu. I takt med at indkomsterne rent faktisk skabes, vil de indgå i selskabets skattepligtige indkomst og også indbringe skatteindtægter for staten. Det gælder både, hvis de fremtidige indtægter fra f.eks. udlejning stiger, og hvis renten – som jo bestemmer nutidsværdien – falder. Ved faldende rente stiger nutidsværdien af selskabsskatten også.
På mange andre aktiver end ejendomme er det let at transformere løbende afkast til kapitalgevinst. Det er f.eks. princippet i en akkumulerende investeringsforening, som ikke udbetaler udbytte. Her giver lagerbeskatning god mening. Men ikke når vi taler ejendomme, som genererer en stadig strøm af skattepligtig indkomst.
Nu er det ikke alle ejendomme, som er omfattet af lovforslaget, men kun dem, som er ejet af selskaber, og som overvejende bliver lejet ud. Det skaber en forvridning, som bl.a. vil få flere virksomheder til at eje selv frem for at leje på et professionelt udlejningsmarked.
For pensionskasser findes der allerede lagerbeskatning. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at PAL-skatten er en investorskat på linje med den aktieindkomstbeskatning, vi betaler af frie aktier. Lagerbeskatningen på ejendomsselskaber vil derimod blive en del af selskabsbeskatningen. Forslaget kan derfor komme til at forstærke en eksisterende forvridning, selvom det umiddelbart ser ud til at være mere neutralt i forhold til pensionskasserne.
Dårlig skattepolitik
Ifølge aftalen om “Arne-pension” skal lagerbeskatning indbringe 850 mio. kr. om året. Lovforslaget skønner provenuet til væsentligt mere: 1200 mio. kr. Noget tyder på, at det endda er undervurderet. Med forslaget afskaffes afskrivninger på bygninger, hvilket er logisk nok, når ejendomsværdien beskattes løbende efter lagerprincip, men hvis ministeriet har ret i, at ejendomsavancer aldrig realiseres, må der også være genvundne afskrivninger, som ikke kommer til beskatning i dag.
Det vil i så fald øge provenuet. Desuden har man sænket provenuskønnet med en tredjedel, i forventning om at ejendomsselskaberne vil kunne udnytte underskud fra andre dele af koncernen. Der mangler dokumentation for, at omfanget skulle være så højt. Én ting er at indføre nye strukturforværrende tilbagetrækningsordninger. Hvorfor lade det resultere i dårlig skattepolitik også?
Bragt i Børsen d. 4. august 2022.
