Det er velkendt for de fleste: Danmark har det højeste skattetryk i verden og en af de største offentlige sektorer. Alligevel har Mette Frederiksen fremlagt et forslag til en velfærdslov, der reelt er orwellsk »Newspeak« for en udgiftslov.
I praksis indebærer velfærdsloven nemlig, at det offentlige forbrug skal vokse med ca. 0,6 pct. årligt frem mod 2030, og velfærdsloven koster dermed 25 mia. kr. i 2030. Ifølge lovforslaget skal det offentlige forbrug pr. automatik følge det såkaldte demografiske træk, som dækker over, hvor meget flere ældre mv. øger det offentlige forbrug, hvis udgiften per bruger holdes konstant.
Med velfærdsloven bliver en af verdens største offentlige sektorer sat på autopilot. Den skal per lov bare vokse og vokse, uden nogen refleksion over om der i et givet år er brug for at tilføre flere penge. I venstrefløjens verden er der et hårdt lighedstegn mellem højere offentlige udgifter og velfærd.
Det er forsimplet af mange grunde. For det første er velfærd meget andet end højere offentlige udgifter. Bedre offentlige sygehuse og folkeskoler er selvfølgelig bedre offentlig velfærd. Men 25 mia. kr. til lavere skat er også velfærd, nemlig familievelfærd. Et større husholdningsbudget giver danske familier bedre mulighed for at rejse, vælge bolig, spise på restaurant mv. Så de 25 mia. kr., velfærdsloven koster, kunne også anvendes på lavere skat. Det ville giver 25 mia. kr. familievelfærd svarende til 8.000 kr. pr familie.
For det andet er det langt fra sikkert, at det er flere penge, der skal give bedre offentlig service. Det kan også ske ved at øge effektiviteten i det offentlige. Udfordringen for den offentlige sektor er ikke ressourcemangel, men at pengene ikke bruges effektivt nok. En analyse fra de økonomiske vismænd viser f.eks., at flere penge til gymnasier ikke giver bedre resultater. Tilsvarende har vismændene fundet, at flere ansatte i vuggestuer og børnehaver ikke påvirker børnenes efterfølgende skoleresultater.
Produktivitetskommissionen viste desuden, at man kan få meget mere service for de samme penge i f.eks. ældreplejen. Det kan ske ved konkurrenceudsættelse, der åbner for f.eks. flere private plejehjem med nye løsninger og større lønspredning, så dygtige medarbejdere og ledere belønnes. Konkurrencepresset på offentlige institutioner kunne fremmes ved frit valg, så f.eks. ældre via en voucherordning kunne få lov til at tage pengene med og vælge et privat plejehjem.
Ideen er, at konkurrencen om at levere bedst service forbedrer servicen, uden at der tilføres flere penge. Det offentlige har i dag reelt et monopol på f.eks. plejehjem og daginstitutioner. Og det er børnelærdom for økonomer, at monopoler og manglende konkurrence medfører, at ressourcerne udnyttes dårligt.
Udsigt til højere skatter
Jeg forventer desværre, at loven vil være udgiftsdrivende. Hvis man et år lever op til velfærdsloven på det overordnede niveau, men der f.eks. i ældresektoren er mindre vækst end 0,6 pct., så er jeg ikke i tvivl om at Ældre Sagen vil pege på et efterslæb på ældreområdet. Og kravet fra ældresagen vil så være, at ældreområdet kompenseres næste år. Mette Frederiksen vil have svært ved at modstå presset, og så skrider udgifterne.
I den store offentlige sektor vil der altid være områder, der har en lavere udgiftsvækst end det demografiske træk. Og de områders lobbyister og fagforeninger vil hvert år med velfærdsloven i hånden kræve flere penge. Det bliver skruen uden ende.
Mette Frederiksen fik overdraget et stort finanspolitisk råderum i 2019 fra Lars Løkke Rasmussen. Et råderum som udgjorde ca. 50 mia. kr. frem til 2030. Råderummet er til fri afbenyttelse og kan bruges på lavere skat eller øgede offentlige udgifter. Mette Frederiksen har brugt en stor del af råderummet på nye offentlige udgifter, og med den kommende velfærdslov er råderummet næsten væk i 2030.
Råderummet fra 2022 til 2030 udgør ifølge Finansministeriet ca. 30 mia. kr. Men når man korrigerer for udgifter til forsvarsaftale og det demografiske træk på 25 mia. kr., så skrumper råderummet til tre mia. kr. Med andre ord så bliver det store råderum frem til 2030 næsten tømt af velfærdsloven. Tre mia. kr. er meget lidt til nye politiske initiativer i otte finanslovsaftaler frem til 2030.
Mon ikke den dyre velfærdslov indebærer, at Mette Frederiksen og resten af rød blok føler sig nødsaget til at hæve skatterne yderligere. I forvejen har Mette Frederiksen øget skatterne 39 gange og skattetrykket med 12 mia. kr.
(Bragt i Berlingske d. 29. oktober 2021).
