International handel Handel og indkomstfordeling

Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Indledning

International handel kan være en gevinst for alle lande, der eksporterer de varer, som de har en komparativ fordel i at producere, men betyder det også, at international handel vil være en gevinst for alle individer?

Nej, ikke nødvendigvis, selv om det i princippet ville være muligt.

International handel påvirker indkomstfordelingen, fordi forskellige varer produceres med forskellige input af produktionsfaktorer, og fordi produktionsfaktorer ikke altid bare kan flyttes fra produktion af en vare til en anden. Den slags omstillinger tager tid, og kapitalapparat udviklet til at producere en type varer, kan ikke bare anvendes til at producerer andre varer. Med andre ord: Produktionsfaktorer kan være specifikke for en given vare. En ændring i de varer, som et land producerer, vil sædvanligvis påvirke efterspørgslen efter de forskellige produktionsfaktorer forskelligt. Der vil derfor sædvanligvis være vindere og tabere ved frihandel, og beskyttelsen af de erhverv og arbejdspladser, der på kort sigt taber ved frihandel, er et vigtigt motiv for politikere, der ønsker at beskytte udvalgte erhverv og arbejdspladser med protektionistiske tiltag.

Hovedresultater

Lande handler med hinanden, når de relative priser på verdensmarkedet afviger fra de relative priser på hjemmemarkedet uden handel, og går et land fra ingen handel (autarki) til frihandel, så vil ændringen i de relative priser påvirke indkomstfordelingen i landet.

Om handelsstrømmene gælder det, at åbnes der op for handel, vil hjemlandet eksportere den vare, hvis relative pris er steget, og importere den vare, hvis relative pris er faldet.

Der vil være vindere og tabere ved frihandel. Frihandel vil først og fremmest være til fordel for den specifikke faktor i eksportsektoren og føre til tab for den specifikke faktor i den importkonkurrerende sektor. Det er ubestemt, hvad resultatet vil være for den mobile faktor, arbejdskraft.

Ved at gå fra autarki til frihandel øges de samlede forbrugsmuligheder af begge varer, og i princippet kan alle individer vinde ved at få større forbrugsmuligheder af begge varer, såfremt vinderne "bestikker" taberne gennem en omfordeling af indkomster.

En model for handel og indkomstfordeling

For at belyse effekten på kort sigt af frihandel på indkomstfordelingen må vi anvende en model, der kan benyttes til at analysere netop det forhold.

I Ricardos modelSe tidligere notat i denne serie om "Ricardos teori om komparative fordele".  var der to lande, to varer og én produktionsfaktor, arbejdskraft. Den model kunne ikke sige noget om indkomstfordelingen, fordi der netop kun var én produktionsfaktor. For at kunne sige noget om fordelingen af indkomst mellem arbejdskraft, kapitalejere og jordejere, må vi se på en model med netop de tre produktionsfaktorer. 

Antagelser: I modellen i dette notat er der to lande (vi fortsætter med at anvende England og Portugal som eksempel) og to varer (klæde og vin) men nu tre produktionsfaktorer: arbejdskraft, kapital og jord.

Der er det særlige ved modellen, at det antages, at arbejdskraft er den eneste mobile produktionsfaktor. Det vil sige, at kun arbejdskraft er mobil på tværs af sektorer og omkostningsfrit kan flytte mellem at producere klæde og producere vin.

Det antages ydermere, at der anvendes kapital og arbejdskraft til produktion af klæde, og at der anvendes jord og arbejdskraft til produktion af vin. Kapital hhv. jord kaldes for specifikke faktorer, fordi de er specifikke for produktionen af klæde hhv. vin, og modellen her kaldes til tider for "the specific factor model"Se Krugman m.fl. (2015) kapitel 4. Modellen er udviklet af Samuelson (1971) og Jones (1971). 

Produktionsmulighedsgrænsen

Der er en fast mængde kapital i klædeproduktionssektoren, og en fast mængde dyrket jord i vinproduktionen, men mængden af arbejdskraft kan variere og flytte fra klædeproduktion til vinproduktion og omvendt.

Der vil være en aftagende marginalproduktivitet af arbejdskraft i begge sektorer, hvilket betyder, at produktionen vokser med hver ekstra beskæftiget i produktionen af klæde hhv. vin, men væksten i produktionen aftager med antal beskæftigede.

Den blå kurve i figur 1a viser produktionsmulighedsgrænsen, der er de kombinationer af klæde og vin, som et land maksimalt kan producere med den givne mængde af kapital, jord og arbejdskraft.

Allokeres al arbejdskraft til klædeindustrien, så kan der produceres "Klædemax" enheder klæde og nul enheder vin, og allokeres al arbejdskraft til vinproduktionen, kan der produceres "Vinmax" enheder vin og nul enheder klæde, figur 1a.

I Ricardos model var produktionsmulighedsgrænsen en ret linje, fordi der kun var én produktionsfaktor, arbejdskraft, hvorfor marginalproduktiviteten af arbejdskraft var konstant. Med aftagende marginalproduk­ti­­vi­tet bliver produktionsmulighedsgrænsen derimod konkav set fra nulpunktet, som den blå linje i figur 1a.

Figur 1a, b. Produktionsmulighedsgrænsen og den relative pris på klæde og vin

Lønnen er ens i de to sektorer

Det er antaget, at arbejdskraften i klæde- og vinproduktionen er den samme, hvorfor lønnen i de to sektorer må være ens. 

Da arbejdskraften aflønnes efter værdien af dens marginalprodukt, må lønnen i klædeindustrien være lig med arbejdskraftens marginalproduktivitet ganget med prisen på klæde. Det kan skrives som:

Hvor MPL står for marginalproduktet af arbejdskraft (L for "labour"), og fodtegnet C står for klæde ("cloth") P er prisen, og w er lønnen ("wages"). Det samme må gælde i vinproduktionen, hvor vi anvender fodtegnet V for vin:

Da lønnen er den samme i begge sektorer, kan vi sætte udtrykkene lig hinanden

Hvilket ved omarrangering giver

Venstresiden af ligning (1.4) er hældningen på produktionsmulighedsgrænsen, der er lig med forholdet mellem marginalproduktiviteterne i vin- og klædeindustrien. Der er et negativt fortegn, fordi hældningen er negativ.

Udtrykket på højresiden af ligning (1.4) er den relative pris på klæde i forhold til vin, og det er hældningen på prislinjen. Hvis den relative pris netop er – Pc / P, så produceres der netop kombinationen ( QQv ) i punktet 1 i figur 1b, hvor hældningen på produktionsmulighedsgrænsen er lig med hældningen på prislinjen, der er de relative priser, figur 1b.

Effekten af ændringer i de relative priser

Det er de relative priser på klæde og vin, der bestemmer, hvor meget klæde hhv. vin, der vil blive produceret. Hvis prisen på klæde og vin stiger proportionalt, så vil hældningen på prislinjen være uændret, og produktionen vil ikke ændre sig.

Stiger prisen på klæde i forhold til vin, så bliver hældningen på prislinjen stejlere som i figur 2a. Arbejdskraften vil søge over mod klædeindustrien, og der vil blive produceret mere klæde og mindre vin som i punktet 2 i figur 2a.

Det skulle gerne være et intuitivt resultat: Når prisen på en vare stiger relativt til prisen på andre varer, så vil der blive produceret mere af den pågældende vare og mindre af de andre varer. 

Falder prisen på klæde derimod relativ til vin, så bliver hældningen på prislinjen fladere, figur 2b. Arbejdskraften vil forskyde sig fra klædeproduktion til vinproduktion, og produktionen af klæde vil falde, mens produktionen af vin vil stige, punktet 3 i figur 2b.

Figur 2a,b. Ændring i produktionen af klæde og vin som følge af ændringer i de relative priser

Ændringer i de relative priser på klæde og vin vil påvirke indkomstfordelingen mellem arbejdere, kapitalejere og jordejere som følger:

  1. Den produktionsfaktor, der er specifik for den sektor, hvis relative pris stiger, vil blive bedre stillet.
  2. Den produktionsfaktor, der er specifik for den sektor, hvis relative pris falder, vil blive værre stillet.
  3. Det er ubestemt om den mobile produktionsfaktor, arbejdskraft, stilles bedre eller værre.

Handel og relative priser

For at handel kan finde sted, må et land stå over for nogle verdensmarkedspriser, der afviger fra de priser, der gælder i hjemlandet under autarki (ingen handel). Ved at åbne op for handel, ændres de relative priser på klæde og vin, og det påvirker eksporten, importen og indkomstfordelingen.

For at forsimple analysen antages det, at den relative efterspørgsel efter klæde og vin er ens i hjemlandet og på verdensmarkedet, så det kun er udbudsforholdene, der er forskellige. Det relative udbud og efterspørgsel efter klæde/vin er vist i figur 3, hvor punktet 1 angiver ligevægt mellem det relative udbud og efterspørgsel under autarki.

Åbnes op for frihandel, ændres det relative udbud af klæde i forhold til vin. I figur 3 er det vist, at der på verdensmarkedet produceres relativ mere vin end klæde end i hjemlandet. Den relative udbudskurve er derfor forskudt op og til venstre i forhold til hjemlandets udbudskurve under autarki. Den relative pris på klæde i forhold til vin er derfor højere på verdensmarkedet end i hjemlandet under autarki, punkt 2 i figur 3.

Resultat 1: Åbnes op for handel, vil hjemlandet eksportere den vare, hvis relative pris er steget, og importere den vare, hvis relative pris er faldet.

Eksempel: Stiger prisen på klæde i forhold til prisen på vin efter åbning op for handel, punkt 2 i figur 3, vil hjemlandet begynde at eksportere klæde og importere vin. Det modsatte ville være tilfældet, hvis prisen på klæde faldt i forhold til prisen på vin efter åbning op for frihandel.

Figur 3. Relative priser ved overgang fra autarki til frihandel

Handel og indkomstfordeling

Når der åbnes op for international handel, så ændres de relative priser sig og dermed indkomstfordelingen.

Resultat nr. 2: Handel er til fordel for den specifikke faktor i eksportsektoren og fører til tab for den specifikke faktor i den importkonkurrerende sektor. Det er ubestemt, hvad resultatet er for den mobile faktor, arbejdskraft.

Selv om der er gevinster for alle lande ved frihandel, så er det ikke sikkert, at alle individer har fordel af frihandel. Der kan være vindere og tabere.

Spørgsmålet er, om gevinsterne ved handel ophæver tabene? Det kunne være fristende at sammenligne indkomstfremgangen for dem, der vinder ved frihandel med indkomsttabet for dem, der taber, men dermed sammenligner man nytte på tværs af individer, hvilket man ikke kan. Man kan ikke sige noget om, hvorvidt nytteforøgelsen for den person, der får en gevinst på 1.000 kr., er større eller mindre end nyttetabet for den, der lider et tab på 1.000 kr. Nytte kan ikke sammenlignes på tværs af individer.

Økonomer går derfor gerne en anden vej og spørger: Kunne de, der vinder ved handel, kompensere taberne, så alle i sidste ende bliver bedre stillet?

Hvis ja, så vil handel potentielt være en fordel for alle.

Hvordan kan vi så vise det?

Lad os tage argumentet i tre trin:

I autarki må et land forbruge præcis den kombination af klæde og vin, som det selv producerer, og forbruget må være et punkt på produktionsmulighedsgrænsen som punkt 1 i figur 4.

  1. Ved at åbne op for handel, behøver et land ikke længere at forbruge præcis, hvad det selv producerer. Det skal bare overholde sin budgetrestriktion (i fravær af låntagning i udlandet). Det indebærer, at værdien af eksporten skal være lig med værdien af importen, og værdien af landets samlede produktion må være lig med værdien af det samlede forbrug.
  2. Hvis frihandel betyder højere priser på klæde i forhold til vin, så vil produktionen i hjemlandet forskyde sig til punktet 2 i figur 4, men borgerne i landet behøver ikke forbruge samme kombination. Det kan derimod forbruge alle de kombinationer af klæde og vin langs med landets budgetrestriktion, den røde linje i figur 4.
  3. Som det ses af figur 4, så er der en orange trekant under og på budgetrestriktionen, hvor forbruget af begge varer er større end forbruget i punktet 1. Vi når derfor frem til resultat nr. 3:

Resultat nr. 3: Ved at gå fra autarki til frihandel øges de samlede forbrugsmuligheder af begge varer, og alle individer kan i princippet vinde ved gennem en omfordeling fra vindere til tabere at give alle mulighed for at forbruge mere af begge varer.

Figur 4. Gevinster ved handel

At alle potentielt kan vinde ved frihandel, betyder naturligvis ikke, at alle nødvendigvis vil gøre det, for det forudsætter en (omkostningsfri) omfordeling fra vindere til tabere.

Selv uden omfordeling er der endnu én, der altid vil vinde, nemlig statskassen, idet vinderne pga. progressive skatter altid vil komme til at betale mere i skat end taberne sparer i skat ved en indkomstnedgang.

Handelspolitik og protektionisme

Selv om frihandel i princippet kan stille alle bedre, er der legitime interessekonflikter på spil, når ikke alle er sikre på at vinde ved frihandel.

I modellen her vil ikke alene ejerne af den specifikke faktor i den importkonkurrerende sektor tabe, men på kort sigt vil det også gælde for en del af arbejdsstyrken, der var beskæftiget i den importkonkurrerende sektor. En del af dem vil blive arbejdsløse i en periode, før de finder beskæftigelse i eksportsektoren.

Såvel erhvervslivet som fagforeninger repræsenterende lønmodtagere beskæftiget i de importkonkurrerende erhverv vil have en interesse i at få politikerne til at indføre protektionistiske tiltag i form af højere told, kvantitative importrestriktioner eller direkte erhvervsstøtte for at beskytte hjemmemarkedserhvervene mod udenlandsk konkurrence. Får de held med det, kan det gavne de beskyttede erhverv og lønmodtagere på den korte bane, men landet som helhed bliver fattigere ved det.

Som medlem af EU kan Danmark ikke indføre nogen former for beskyttelsestold eller importrestriktioner, og Danmark må heller ikke yde direkte statsstøtte til udvalgte erhverv. Handelspolitik og toldsatser er et anliggende for EU og ikke for de enkelte medlemslande. Der foregår derfor en intensiv lobbyvirksomhed fra erhvervs- og lønmodtagerinteresser over for EU-kommissionen for at opnå beskyttelse mod udenlandsk konkurrence, der altid hævdes at være "unfair". Det ses måske tydeligst på landbrugsområdet, hvor EU opretholder relativt høje toldmure i forhold til ikke-medlemslande.

Den slags handelsrestriktioner har det med at bevare ineffektive produktionsmetoder og hindre den specialisering i overensstemmelse med landenes komparative fordel, som kunne skabe større vækst og velstand for hele økonomien.

Handelsrestriktioner på landbrugsområdet koster forbrugerne i EU dyrt, men da gevinsten for hver af EU's godt 512 mio. indbyggere er lille, hvorimod tabet for den enkelte landmand i EU ved frihandel kunne være høje, vil de erhvervsinteresser, der søger beskyttelse, altid have lettere ved at organisere sig og betale lobbyister til at påvirke politikerne med argumenter, valgkampagnebidrag og løfter om velvillige vælgere, end det langt større antal forbrugere kan. Denne asymmetri vil derfor forstærke presset på politikerne for at beskytte udvalgte erhverv med protektionistiske tiltag, selv om det langt større antal forbrugere taber ved protektionisme.

Brexitforhandlingerne er et andet aktuelt eksempel på, at der foregår en kamp mellem tilhængere og modstandere af frihandel efter Brexit. Forbrugerne i både EU og UK vil have fordel af fuldstændig frihandel efter Brexit, men der vil være erhvervs- og lønmodtagerinteresser på begge sider, der har en interesse i protektionisme. Engelske fiskere har eksempelvis en interesse i at undgå fiskere fra EU-lande i engelsk territorialfarvand, og europæiske bilproducenter kunne have en interesse i at blive beskyttet mod import af engelskproducerede biler.

Økonomer vil ofte være ubetingede tilhængere af frihandel, også selv om den er ensidig, og af flere grunde:

  1. Et argument lyder, at der hele tiden finder en teknologisk udvikling sted og skift i udbud og efterspørgsel efter bestemte varer, der påvirker indkomstfordelingen, og der er ingen speciel grund til at kompensere dem, der taber ved frihandel, i forhold til dem, der taber midlertidigt som følge af andre forandringer.
  2. Det er generelt bedre at tillade frihandel og så kompensere taberne gennem socialpolitikken end ved at indføre protektionisme. Handelsrestriktioner er et dårligt og upræcist instrument til at føre socialpolitik med.
  3. Mange handelsrestriktioner har det med at beskytte erhverv og lønmodtagergrupper, der ikke hører til de svageste grupper, men som måske bare er de stærkest organiserede.

Litteratur

Jones, Ronald W. (1971): "A Three-Factor Model in Theory, Trade, and History" i Bhagwati et al (eds.): Trade, Balance of Payments, and Growth. Amsterdam, 1971. 

Krugman, Paul R., M. Obstfeld and M.J. Melitz (2015): International Economics. Theory and Policy. 10th ed. Boston.

Samuelson, Paul (1971): "Ohlin was right" Swedish Journal of Economics 73, 365-84.

Om TANK&TÆNK

Denne publikation er en del af CEPOS’ TANK&TÆNK.

CEPOS’ TANK&TÆNK henvender sig til elever og lærere på de gymnasiale uddannelser, studerende og andre, som ønsker indsigt i samfundsvidenskabelige sammenhænge, friheds- og rettighedsbegreber, det danske samfunds opbygning og udfordringer samt naturvidenskab.

På vores hjemmeside www.cepos.dk vil du kunne finde undervisningsmateriale i form af korte tekster og videoer, som bl.a. kan bruges i undervisningen på landets gymnasier – eller blot til at blive klogere. Undervisningsmaterialet er under konstant udvikling, og der vil løbende blive tilføjet nye temaer og emner til siden. CEPOS lægger vægt på, at artiklerne er skrevet af fagpersoner med solid viden og indsigt, så det faglige indhold er i højsædet. Nogle af artiklerne formidler alene et fagligt indhold, mens andre er debatterende, dvs. at forfatteren enten drager egne konklusioner eller argumenterer for et synspunkt. Enkelte artikler er sat op overfor hinanden som forskellige vinkler på samme problemstilling.

Undervisningsmaterialet fra CEPOS’ TANK&TÆNK er til fri afbenyttelse, så længe man husker at angive tydelig kilde. Vi håber, at gymnasieelever, lærere, studerende, undervisere og øvrige interesserede vil få glæde af materialet, som forhåbentlig kan danne baggrund for gode debatter og medvirke til, at vi alle bliver klogere.

Fodnoter

    Tags

    Hent analyse

    Hent Filstørrelse: 2,6 MB

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Hent analyse

    Hent Filstørrelse: 2,6 MB

    Del denne side

    Forfatter(e):