En almindelig familie betaler 15.300 kr. om måneden for kommunal velfærd. Får vi nok for pengene?

Se hvad du kunne spare, hvis din kommune passede bedre på dine penge

Den suverænt dyreste post i almindelige menneskers budget er udgiften til kommunal velfærd, såsom pasning af børn, børns skolegang og pleje af ældre. Kommunal velfærd koster i gennemsnit 92.000 kroner årligt pr. beskæftiget – eller 184.000 kroner for en husstand med to fuldtidsbeskæftigede.

Men fordi vi betaler indirekte over skatten, er de færreste opmærksomme på, hvor meget kommunal velfærd belaster vores privatøkonomi. Det ville vi nok være, hvis familien hver måned modtog en faktura fra kommunen på 15.300 kr. – eller det halve i husstande med kun én voksen.

Er en udgift i den størrelsesorden til kommunal service rent faktisk pengene værd? Og hvor god er din kommune til at passe på dine penge? Det handler denne blog om (jeg har også lavet denne video om emnet på Facebook).

Lad os sammenligne, hvor dygtige de enkelte kommuner er til at få pengene til at slå til. Det kan vi gøre ved at sammenligne de faktiske udgifter i hver kommune med udgiftsbehovet i kommunen, givet forhold som antallet af børn og ældre, antallet af personer med sociale problemer osv. Det er så heldigt, at Indenrigsministeriet netop foretager en sådan beregning af den enkelte kommunes udgiftsbehov som følge af befolkningssammensætningen og andre kriterier, der har vist sig at have indflydelse på de kommunale udgifter.

Det viser sig, at der er ret stor forskel på, hvor gode forskellige kommuner er til at passe på skatteborgernes penge. Lad os kalde det udgiftseffektivitet. Den kommune, som passer bedst på skatteborgernes penge, er i øjeblikket Vejle Kommune. Men i toppen ligger også kommuner som Holbæk og Næstved på Sjælland, og Lemvig i Vestjylland.

Disse kommuner bruger markant færre penge end de mindst udgiftseffektive kommuner. De har et potentiale for at spare ved at indrette sig som dem, der er gode til at passe på borgernes penge. Dette potentiale kaldes ”kommunepotentiale”. Du kan se alle kommuners kommunepotentiale her.

Helt i bund ligger Ballerup og flere andre vestegnskommuner, men også Halsnæs i Nordsjælland, Lyngby-Taarbæk lige nord for København og Brønderslev nord for Limfjorden. En betydelig geografisk spredning.

Her ser du en liste over, hvad en LO-familie i de 10 mindst udgiftseffektive kommuner kunne spare, hvis deres kommune var lige så god til at passe på deres skattekroner som den mest udgiftseffektive kommune – altså Vejle (besparelserne i resten af landets kommuner, finder du her).

Årlig besparelse for en LO-familie:

En almindelig LO-familie i Ballerup kunne altså spare over 31.000 kr. om året, eller godt 2.600 kr. om måneden.

Der er kommunalt selvstyre, så politikerne i Ballerup er i deres gode ret til at bruge flere penge end i Vejle. Det er dog også en del af nærdemokratiet, at borgerne bliver informeret om det. Det er hermed sket. Men synes du ikke, kære læser, at det er lidt underligt, at informationen skal komme fra en tænketank i København i stedet for fra din egen kommune? Gennemsigtigheden med, hvor mange af borgernes penge kommunerne bruger, burde være langt større.

Det ville også være naturligt med lidt mere debat om, hvad borgerne i Ballerup egentlig får til gengæld for at måtte opgive 2.600 kr. i ekstra privatforbrug om måneden. Privatforbrug er jo også velfærd.

Hvad bruger Ballerup og de andre dyre kommuner egentlig pengene til, og hvad får vi borgere ud af det?

Lad os se lidt på Vejle. Hvad ville der egentlig være så galt med at reducere udgifterne til niveauet dér? Den kommunale velfærd ser faktisk ud til at være rigtig god i Vejle. De kommunale medarbejdere trives på deres arbejde. På en skala fra 1 til 7 ligger de på 6,07.

En undersøgelse af forældrenes tilfredshed med pasningstilbuddene i Vejle viser, at 92 pct. af forældrene med børn i dagtilbud er tilfredse eller meget tilfredse med pasningen af deres børn. Kun 2 pct. er utilfredse og 0 pct. meget utilfredse. Og nok så vigtigt: Samlet ligger forældretilfredsheden ifølge undersøgelsen HØJERE end gennemsnittet for hele landet i sammenlignelige undersøgelser.

Det samme billede tegner sig for skoleområdet. Her viser en undersøgelse, at 79 pct. af forældrene i Vejle Kommune er enten meget tilfredse eller tilfredse med barnets skole samlet set. Den gennemsnitlige tilfredshed er 3,9 målt på en skala fra 1 til 5, og det er også over gennemsnittet i andre kommuner.

Selv om Vejle bruger færre penge end alle andre kommuner, er medarbejderne glade for deres arbejde, og borgerne er tilfredse med den kommunale velfærd – faktisk mere tilfredse end borgerne i kommuner, der bruger flere penge.

Det er interessant og perspektivrigt. For hvis alle kommuner indretter deres velfærd, som Vejle har gjort det, kunne almindelige familier i 79 af landets 98 kommuner spare mere end 1.000 kr. om måneden, og mange kunne spare meget mere. Det er penge, de i stedet kan bruge på deres egen private velfærd – for eksempel ferier, bolig, mad, teknologi, oplevelser eller opsparing til pension.

Der er stærk politisk modstand imod at sammenligne kommuner på den måde. Det skyldes blandt andet, at det udfordrer den idé, at kvaliteten af velfærd er et spørgsmål om, hvor mange milliarder ekstra politikerne øger udgifterne med. Hvis nogle kommuner kan levere god velfærd med få penge, rejser der sig det spørgsmål, om flere penge nu også er svaret, eller om det er en bedre prioritering af ressourcerne, der er den vigtigste vej til bedre velfærd.

Mange kommuner samt deres interesseorganisation, Kommunernes Landsforening, er derfor kritiske over for sammenligninger af, hvor godt kommunerne gør det. Det er problematisk, for en vigtig værdi ved at have 98 forskellige kommuner med kommunalt selvstyre er netop at lære fra dem, der gør det bedst. Hvis en sådan læring kan finde sted, kræver det selvsagt, at man er villig til at sammenligne,

Kritikerne af at sammenligne kommuner fremfører blandt andet det argument, at opgørelsen af udgiftsbehov er for upræcis og derfor ikke kan bruges. Men sagen er den, at de selvsamme tal bliver brugt til at beslutte, hvordan den kommunale udligning skal fordeles. Det er en omfordeling af omkring 60 mia. kr. hvert år fra borgerne i nogle kommuner til borgerne i andre. Hvis tallene er gode nok til så vigtig en ting, kan de også bruges til at sammenligne kommunerne, som jeg har gjort her.

På landsplan kunne kommunerne aflevere 30 mia. kr. tilbage til borgerne, hvis man indrettede sig som Vejle.

Det budskab bryder mange i kommunerne sig ikke om at høre. De mener, at de er pressede og mangler penge. Men sandsynligvis har de bare svært ved at lave en god prioritering, ligesom Vejle har gjort. Det er også svært. Men kommunerne bør passe bedre på borgernes penge, end de gør i dag.