Statsminister Poul Schlüter og daværende skatteminister Anders Fogh Rasmussen fremlagde i maj 1989 en økonomisk plan, der blev kendt som ”Århundredets plan”. Planen blev aldrig gennemført.
Dette notat skitserer hovedindholdet i planen, der skulle indfases på 10 år. Fokus i planen var at styrke dansk økonomi ved at slanke den offentlige sektor, indføre brugerbetaling og sænke marginalskatterne. I løbet af 10 år skulle skattetrykket sænkes med 8 pct. af BNP. Dette blev muliggjort af bl.a. en reduktion i det offentlige forbrug på 1½ pct. årligt, hvilket ville medføre 100.000 færre offentligt ansatte i løbet af 10 år. Herudover skulle bl.a. skatteværdien af rentefradrag og fagforeningsfradrag reduceres, ligesom grønne afgifter skulle hæves. Endeligt blev der lagt op til øget brugerbetaling. CEPOS har beregnet en 2007-version af planen. 1. fase ville indebære en øverste marginalskat på 45 pct., mens 2. fase vil bringe den øverste marginalskat ned på 34 pct. Dvs. den 4. laveste i OECD og lavere end i USA og England. Herudover ville selskabsskatten blive sænket fra 25 til 18 pct., hvilket ville være den 3. laveste selskabsskatteprocent i OECD.
Planen ville ved en gennemførelse i dag bidrage væsentligt til håndteringen af de udfordringer, det danske samfund står over for. Reduktionen af den offentlige beskæftigelse ville frigøre arbejdskraft til den private sektor, der i dag må afvise ordrer pga. mangel på arbejdskraft. Reduktionen i den offentlige beskæftigelse kunne være en naturlig konsekvens af kommunalreformen, der burde hæve produktiviteten i kommunerne. Skattesystemet ville i højere grad motivere til at arbejde ekstra og mere effektivt, hvilket også er relevant i forhold til manglen på arbejdskraft. Herudover ville det blive mere attraktivt at uddanne og dygtiggøre sig, ligesom det med en øverste marginalskat på 34 pct. ville blive nemmere at tiltrække dygtige udlændinge til det danske arbejdsmarked. Ideen med brugerbetaling er hensigtsmæssig i forhold til danskernes ønske om bedre velfærdsservice.
