Pressemeddelelse
I 2020 steg mængden af ord i love og bekendtgørelser med 700.000 ord, svarende til 3,3%.
”Det er ærgerligt, for det sker efter en periode, hvor regelvæksten har været relativt lav i et historisk perspektiv. Væksten i regelmængden er næsten tredoblet i 2020 i forhold til gennemsnittet de foregående 5 år,” siger Jonas Herby, specialkonsulent i CEPOS.
”Vi ved med sikkerhed fra utallige empiriske studier, at regulering hæmmer den økonomiske vækst. Men det bliver ved snakken, når statsministeren taler om behovet for mindre bureaukrati og færre regler. I sidste ende koster det på produktiviteten, og så skal vi alle løbe hurtigere end nødvendigt,” siger Jonas Herby, som forklarer, at produktivitet ofte opfattes som om man skal arbejde hurtigere eller mere, men at højere produktivitet i virkeligheden betyder, at man kan nå det samme på mindre tid.
”Der er behov for at vi får styr på regelstatens vokseværk. Folketinget bør bl.a. se på internationale erfaringer fra Canada, hvor flere provinser har haft held med at få styr på reguleringen ved hjælp af regellofter. I British Columbia har man halveret antallet af regulatoriske krav på 20 år til gavn for økonomien og borgerne,” siger Jonas Herby.
Antallet af ord i statslige love og bekendtgørelser steg i 2020 med 0,7 mio. ord svarende til 3,3%. Siden 1989 er regelmængden steget med 14,0 mio. ord (207%), hvilket er mere end en tredobling af regelmængden.
- I den internationale litteratur er stigende regulering sammenkoblet med lavere økonomisk vækst og i nogle tilfælde også større ulighed. Det skyldes fx, at regulering kan hæmme konkurrencen og holde lavtuddannede uden for arbejdsmarkedet, fx ved at stille krav til certificeringer.
- Der er derfor behov for at få styr på regelstatens vokseværk. Folketinget bør bl.a. se på internationale erfaringer fra fx British Columbia i Canada, hvor man ved hjælp af et regelloft har halveret antallet af regulatoriske krav.
- Et regelloft vil betyde, at Folketinget skal "finansieres" nye regler på ét område ved at afskaffe regler på andre områder. Dette svarer i princippet til, at Folketinget skal finansiere nye offentlige udgifter på ét område, ved at reducere udgifterne på andre områder.
