Mie Dalskov Pihl fra AE-rådet skruer yderligere op for skævvridningen i sit svar i JP 16/4 på udvalgte dele af min kritik af AE-rådets angreb på de frie grundskoler (friskoler og privatskoler).
Mie Dalskov Pihl og jeg er primært uenige om følgende to spørgsmål:
1. Hvor stor er forskellen i elevsammensætningen mellem folkeskoler og frie grundskoler?
2. Udgør forskellen i elevsammensætningen et væsentligt problem?
I forhold til størrelsen af forskellene i elevsammensætningen mellem folkeskolen og de frie grundskoler henviser Mie Dalskov Pihl til AE-rådets egen analyse fra 2020, hvorfra hun nævner følgende eksempel på en skæv elevsammensætning: »Tallene viser eksempelvis, at andelen af børn på privatskoler i landkommuner i 1. klasse er næsten dobbelt så høj, når man ser på børn fra overklassen eller den højere middelklasse (31,5 pct.) sammenlignet med andelen af børn fra arbejderklassen (17 pct.).«
Mie Dalskov Pihl nævner ikke, at der er tale om en opgørelse af andelen af børnene i de pågældende socialklasser, der går i en fri grundskole, og IKKE, hvor stor en andel de udgør af eleverne i de frie grundskoler. Eliten udgør kun 12 pct. af det samlede antal børn i 1. klasse i landkommunerne, hvorimod elever fra arbejderklassen udgør 37 pct.
Dette indebærer, at børn fra eliten udgør 19 pct. af eleverne i frie grundskoler i landkommunerne, hvorimod børn fra arbejderklassen udgør 30 pct. Dermed udgør elever fra arbejderklassen altså en klart større andel af eleverne end børn fra eliten i en gennemsnitlig 1. klasse i de frie grundskoler i landkommunerne.
Mie Dalskov Pihls tal giver indtryk af det stik modsatte. De tal, som hun præsenterer, er således ikke kun misvisende i forhold til elevsammensætningen i de frie grundskoler, men de ser også ud til at være nøje udvalgt med henblik på at give et indtryk af en meget skæv elevfordeling i de frie grundskoler.
Cepos har i en analyse set på, hvordan elevsammensætningen i de frie grundskoler og folkeskolerne rent faktisk ser ud. Vi finder, at i alle dele af landet adskiller elevsammensætningen i de frie grundskoler sig kun marginalt fra elevsammensætningen i de lokale folkeskoler. På landsplan vil der således i en gennemsnitlig klasse med 25 elever i en fri grundskole gå ni elever fra eliten, mens der i en folkeskole vil gå syv.
Begge skoleformer vil have ni elever fra middelklassen, mens arbejderklassen i de frie grundskoler vil være repræsenteret med ca. seks elever mod syv elever i folkeskolen. Elever, hvis forældre er uden for arbejdsmarkedet, vil der være én af i en gennemsnitlig fri grundskole mod to i folkeskolen. Elevsammensætningen i de frie grundskoler adskiller sig således kun fra elevsammensætningen i folkeskolen med en-to elever flere eller færre fra hver socialklasse.
Det forholder sig altså sådan, at elever møder kammerater fra alle sociale lag i langt de fleste friskoler og i langt de fleste folkeskoler. Der findes både friskoler og folkeskoler, hvor det i mindre grad er tilfældet, nemlig i boligområder med en særlig befolkningssammensætning. Det skyldes imidlertid primært bosætningsmønstre, ikke at vi har friskoler og privatskoler.
Spørgsmålet er så, om de små forskelle i elevsammensætningen, der rent faktisk gennemsnitligt ses, er et stort problem.
Det mener Mie Dalskov Pihl er tilfældet, og det begrunder hun med, at der findes en positiv kammerateffekt, hvor de fagligt stærke elever trækker de fagligt svage elevers læring op. Her er min kritik, at der ikke er belæg for at påstå, at der er en entydig positiv kammerateffekt, da der blandt de publicerede videnskabelige analyser er masser af studier, der finder ingen eller ligefrem en negativ kammerateffekt på elevernes læring. I den forbindelse henviser jeg bl.a. til en gennemgang af den videnskabelige litteratur i en artikel af forskere fra Aarhus Universitet.
Mie Dalskov Pihl vælger ikke at forholde sig direkte til min kritik og tilhørende dokumentation for, at der ikke er belæg for en entydig positiv kammerateffekt på elevernes læring. I stedet skriver hun, at det er bemærkelsesværdigt, at jeg bl.a. henviser til forskningschef Andreas Rasch-Christensen, hvilket Mie Dalskov Pihl baserer på en enkelt udtalelse fra TV 2-dokumentaren ”Flugten til privatskolen”, hvor Andreas siger, at vi ved, at der kan være en positiv kammerateffekt.
Det er et bemærkelsesværdigt argument, da udtalelsen er helt i overensstemmelse med, at man som nævnt ikke entydigt kan sige, at der altid er enten en entydig positiv eller for den sags skyld en entydig negativ kammerateffekt.
Mie Dalskov Pihl vælger derimod ikke at forholde sig til kronikken af Andreas Rasch-Christensen, som jeg henviser til i min kritik, hvor han bl.a. påpeger, at der ikke er belæg for, at det på nationalt plan er de ressourcestærke familier, der sætter deres børn i de frie grundskoler, og at der tilsvarende ikke er forskningsmæssigt belæg for at sige, at en stigende vandring til de frie grundskoler er skidt.
Endelig henviser Mie Dalskov Pihl til en analyse fra tænketanken Kraka, hvor de beregner den økonomiske effekt af en mere ligelig elevfordeling, og hun spørger, om jeg virkelig mener, at der er tale om en lille gevinst.
Hertil er svaret: ja.
Kraka beregner, at man ved en helt lige fordeling af eleverne mellem alle skoler i Danmark kan opnå en stigning i erhvervsindkomsterne på 0,6 pct. og en samlet samfundsmæssig gevinst 11 mia. kr., men som Kraka selv skriver i sin analyse, opnås den fulde gevinst først efter 60 år.
Set i forhold til en gennemsnitlig årlig vækst i realt bnp på 1,6 pct. årligt siden 1986 er en indkomstgevinst på samlet 0,6 pct. i løbet af 60 år en relativt ubetydelig effekt. Desuden bygger Krakas beregning på en forudsætning om en entydig positiv klassekammerateffekt, hvilket der som nævnt ikke er belæg for.
Ydermere forekommer det umuligt i praksis at opnå en helt lige elevfordeling – f.eks. i Hellerup eller på Lolland – medmindre nogle elever skal have meget lang transporttid fra hjem til skole. Eller medmindre familier skal deporteres til andre dele af landet end dér, hvor de har valgt at bo.
Jeg har tidligere appelleret til, at man i AE-rådet lige overvejer, om de skævvredne fremstillinger af forskellene på folkeskoler og frie grundskoler stiller folkeskolen i et urimeligt dårligt lys, der kan få negative konsekvenser på længere sigt.
Min appel har tilsyneladende ikke virket, på trods af at formanden for Danmarks Lærerforening (DLF) sidder i AE-rådets bestyrelse.
Man kan måske umiddelbart tro, at formanden for folkeskolelærernes fagforening må være interesseret i at få flere penge til folkeskolen på bekostning af de frie grundskoler, som AE-rådet har foreslået.
På den anden side tænker jeg, at formanden for DLF om nogen må vide, at når man taler forholdene i folkeskolen ned for at opnå en kortsigtet politisk økonomisk gevinst, kan det på længere sigt have negative konsekvenser for folkeskolens rekruttering af lærere og generelle omdømme i befolkningen. Begge dele er i øvrigt også væsentlige parametre for forældre, der skal vælge, om deres børn skal gå i en fri grundskole eller i en folkeskole.
Bragt i Jyllands-Posten d. 26. april 2022.
