Det er tid til at se fremad. Et godt sted at starte, hvis vi skal genrejse det borgerlige projekt, er at vinde begreberne »godhed« og »retfærdighed« tilbage fra venstrefløjen. Og her har vi brug for de borgerlige fyrtårne.
Siden valgnederlaget har mange dygtige, borgerlige tænkere reflekteret over udfaldet. Ifølge Christopher Arzrouni, Kristian Jensens (V) særlige rådgiver, skyldtes nederlaget knas i samarbejdet og kludder i magtforholdet. Obduktionsrapporten fra Joachim B. Olsen (LA) viste, at LA »snublede ind i regeringen« og ud i en række strategiske fejltagelser, mens redaktør på Altinget, Esben Schjørring, stilfærdigt påpegede, at det er en tilbagevendende »erfaring for det borgerlige Danmark (…), at man taber debatten«. For ifølge forfatteren Henning Fonsmark døde det borgerlige projekt med VKR-regeringen (1968-71). Siden har det borgerlige Danmark kun vundet valg ved at opgive det borgerlige projekt, omfavne velfærdsstaten og agitere for flere offentligt ansatte.
Der er ingen tvivl om, at Anders Fogh Rasmussens mål var at vinde idékampen. Det er bogen »Fra socialstat til minimalstat« et tydeligt eksempel på. Men da statsministertaburetten kom inden for rækkevidde, blev idépolitikken lagt på hylden. Holdningsskiftet blev sat til offentligt skue, da Poul Nyrup Rasmussen i en valgdebat rev sider ud af Foghs omstridte bog.
De sidste par år har der ikke været meget liberal idépolitik at spore. »Samme velfærd som Socialdemokratiet – bare uden skattestigninger«, lød en af Venstres kampagner i den seneste valgkamp. Og med løfter om tryghed og velfærd henvendte selv borgerlige politikere sig konsekvent til »homo socialdemokratus«. Alt tale om frihed og frit valg var for længst forstummet.
Men det er tid til at se fremad, så hvor står vi nu? Min analyse er, at mens det borgerlige Danmark har vundet kampen om økonomi- og markedsforståelsen, så har vi har tabt kampen om »godheden« og »retfærdigheden«. Værdigrundlaget under borgerligheden er smuldret. Lad mig uddybe:
De dumme og de onde
»Når blå mennesker bliver rigtigt gale på røde mennesker, så siger de: Du er dum! Og når røde mennesker bliver rigtigt gale på blå mennesker, siger de: Du er ond!« Ordene er Henrik Dahls (LA) og de faldt for nylig i P1 Debat, hvor blandt andre Dahl og jeg begik lidt borgerlig selvransagelse efter valgnederlaget.
Grundlæggende er jeg enig med Dahl. Et godt eksempel er Joachim B. Olsen, som har fået prædikatet »ond« fra godhedsmonopolisterne på venstrefløjen. Dog står det værre til end anført af Dahl. For man møder også borgerlige, der har annammet kritikken og begyndt at kalde sig selv for onde. Ikke fordi de som sådan betragter sig selv som onde mennesker, men fordi de foretrækker, at markedet fordeler ressourcerne frem for politikerne, og de har lært, at det gør dem onde i andres opfattelse. Ikke bare når vi omgås på markedet, men sådan i det hele taget.
I min optik er dette en vigtig nøgle til at forstå, hvad det er for en krise, som det borgerlige Danmark befinder sig i. Venstrefløjen har vundet patent på godheden, fordi vi på højrefløjen tilskrives det menneskesyn, der klarest er fremsat i Adam Smiths klassiske værk »Nationernes Velstand« fra 1776. Her er den udbredte forståelse, at mennesket fremstilles som et autonomt væsen af »Gordon Gekko«-varianten, der hovedsagelig er motiveret af en snæver, økonomisk egeninteresse. Denne konklusion følger ofte med henvisning til følgende fortærskede Smith-citat: »Det er ikke fra slagterens, bryggerens eller bagerens godgørenhed, at vi forventer at få vores middag, men fra deres hensyn til deres egeninteresse«.
Men denne fremstilling af det borgerlige menneske ligger milevidt fra Adam Smiths egentlige menneskesyn. Ifølge Adam Smith er mennesket nemlig grundlæggende et sympatisk væsen. Ikke snævert egoistisk, men sympatisk. Det interessante ved Smiths tænkning er, at denne sympati manifesterer sig i mennesket som tre centrale dyder: Som godhed (sympati for andre), egeninteresse (sympati med sig selv) og som retfærdighed (hvor sympatierne opvejes mod hinanden).
På markedet er vi kapitalister
Og den særlige X-faktor ved disse dyder er, at deres styrke afhænger af afstanden mellem mennesker. Mens godheden er stærkest i familien, blandt venner og kolleger, så aftager den på markedet og blegner i det globale, f.eks. i krig. Omvendt forholder det sig med egeninteressen, som er stærkest i krig og svagest i familien. Dette skal ikke forstås som et smithsk forsvar for egoismen, men som en nøgtern beskrivelse af menneskers følelsesliv. På markedet er vi kapitalister, og det er godt, for på markedet har vores jagt på egennyttige formål typisk også positive konsekvenser for samfundet som helhed.
I »Nationernes Velstand« beskriver Smith således et specialtilfælde af den menneskelige natur, nemlig mennesket, som handler på markedet, hvor egeninteressen er den fremherskende dyd. I Smiths andet hovedværk, »Teorien om moralske følelser« fra 1759, beskrives et andet specialtilfælde af den menneskelige natur, nemlig mennesket der indgår i personlige relationer. Her er godheden fremherskende. Pointen er, at det balancerede borgerlige menneske både er godt, retfærdigt og egeninteresseret, for det borgerlige menneske har sympatien som cement.
Men hvad kan en sønderbombet højrefløj så lære af Adam Smith? Vi kan lære, at borgerligheden står på tre ben: Det gode, det retfærdige og det egeninteresserede. Og særligt godheden og retfærdigheden kræver mere opmærksomhed, end den har fået længe. For disse dyder udgør centrale dele af det borgerlige værdigrundlag.
Vi debatterer ikke godhed
De sidste tydelige eksempler på en borgerlig debat om det »retfærdige« var, da den borgerlige regering sad i opposition og Joachim B. Olsen udfordrede retten til at ligge samfundet til last med Fattig-Carina og Dovne-Robert.
Godheden debatterer vi ikke. For ifølge mange borgerlige er »det gode« en individuel sag. Den består i frihed og selvbestemmelse, og dens udtryk er så mangfoldigt og uforudsigeligt, at den synes ubeskrivelig. Derfor får venstrefløjen frit spil. Men vi borgerlige glemmer at sætte os selv i spil. At vi godt kan komme med en personlig bemærkning om, at det gode liv set fra vores subjektive perspektiv f.eks. ikke er et liv på overførsler. At familie og venner bør træde til der, hvor velfærdsstaten giver slip. Og at den gode relation mellem velfærdsmedarbejder og borger oftere opstår der, hvor borgeren er kunde fremfor velfærdsklient.
Vi skal italesætte det moralske fundament, som den borgerlige samfundsforståelse hviler på. For hovedsagen er, at hvis vi undlader at gøre netop dette, vil mennesker søge tryghed i velfærdsstaten – også selvom idéen om den gode velfærdsstat konstant slår revner og sprækker i mødet med virkeligheden.
Vind begreberne tilbage
Den vigtigste slagmark i kultur- og værdikampen er i min optik, at vi skal vinde begreberne »godhed« og »retfærdighed« tilbage. Her har vi brug for alle kræfter. Særligt fra dem, der kan den borgerlige værdikanon til fingerspidserne. De, som gemmer sig i Udkantsdanmarks sognegårde, i universiteternes støvede hjørner og på forlagene og i mediehusene. De, som egentlig er gået på pension og har sagt tak og farvel. Borgerlige fyrtårne, rejs jer!
Imens bør vi andre hente inspiration. Vi skal genlæse Laura Ingalls Wilders »Det lille hus på Prærien«, der trods et forældet kønsrollemønster er en hyldest til familiesammenholdet, frihed og ansvar på en frugtbar præriejord. Og vi skal mindes Kim Larsens opråb til friheden og appel til det personlige ansvar. Vi skal genlæse Henrik Stangerups »Manden der ville være skyldig« og huske menneskets ret til at være myndig. Og gense Erik Ballings »Olsen Banden« og dvæle ved og reflektere over de triste skæbner i Rigsregistraturen eller på politigården. Vi skal genlære, at det borgerlige menneskesyn netop er sympatisk, realistisk og grundlæggende anstændigt. Det har det altid været, men vi har forsømt at fortælle det.
