Hvor tit ser man køerne på marken prøve at stikke af? Er det ikke spild, at bønderne sætter hegn op? Forklaringen på, at bønderne gør sig den ulejlighed, er naturligvis, at det er hegnene, der bremser køernes flugtforsøg. Uden hegn ville kvæget rende allevegne.
Det kan være, at pointen virker meget banal. Men den rummer en dybere indsigt. Der er uddelt flere Nobelpriser i økonomi for bl.a. at udlede implikationer af netop denne type problemstilling.
I økonomisk politik har vi klog af skade rejst en række allegoriske hegn i form af institutioner og regler. Efter at have været igennem en periode med ødelæggende høj inflation fik vi uafhængige centralbanker med et mandat om at holde inflationen på et lavt niveau. I Danmark er Nationalbankens mandat at fastholde kronekursen, hvilket er en teknisk måde at binde den danske inflation til eurolandenes. EU har opstillet en række budgetregler, som bl.a. sætter grænser for landenes offentlige gæld samt aktuelle og strukturelle underskud. I Danmark har vi selv fastlagt finanspolitiske regler i budgetloven.
Når reglerne fungerer, er det let at overse deres funktion. Køerne prøver jo ikke stikke af. Vellykkede regler inviterer til at blive overset, netop fordi de forhindrer det problem, de er sat i verden for at forhindre! Og derfor ser vi nu reglerne blive udfordret. Hvorfor skal centralbankerne holde sig tilbage med at lempe pengepolitikken, når inflationen er så lav? Hvorfor skal staterne holde sig tilbage med at stifte gæld, når renten er så lav, og de politisk indbydende projekter står i kø?
I EU forvitrer reglerne allerede inden, de kan siges at have været en fuldbyrdet succes. En del af gældsbyrden i de lande, som ikke overholder spillereglerne, er blevet flyttet til os andre med den gigantiske hjælpepakke og opkøbsprogrammerne. Vi risikerer at være havnet i en maskeret gældskrise.
Herhjemme skrottede VLAK-regeringen reglen om, at de statslige institutioner som udgangspunkt skal øge produktiviteten med 2 pct. om året. Den såkaldte satspulje, som på samme måde sikrede mindrevækst i overførselsindkomsterne generelt og plads til omprioritering, gik samme vej. Til gengæld foreslår den nuværende regering at indføre en ”velfærdslov”, der vender tingene på hovedet og fastlægger et minimum for udgiftsvæksten.
Det er desværre et realistisk gæt, at vi vil komme til at mærke konsekvenserne af svækkelsen af de udgiftspolitiske regelsæt – både direkte som øget udgiftspres og i form af manglende råderum til økonomiske reformer.
(Bragt i Finans.dk d. 25. februar 2021)
