Som bekendt er alle berettiget til deres egne holdninger, men ikke til deres egne fakta. Men i debatten om kontanthjælp er fokus på fakta begrænset.
Rød blok (og Kristendemokraterne) har for eksempel lige gennemført en aftale om at hæve kontanthjælpen. Men de færreste ved nok, hvor meget kontanthjælpsmodtagere fik inden aftalen, og hvad de nu vil få. Her følger lidt fakta:
En enlig kontanthjælpsmodtager med to børn fik under den seneste borgerlige regering udbetalt cirka 18.600 kroner efter skat og daginstitution.
Man skal være opmærksom på, at beløbet inkluderer børnecheck. Derfor er det ikke direkte sammenligneligt med dét, der står nederst på en lønseddel. Man skal også være opmærksom på, at nogle modtager lidt mere og nogle lidt mindre afhængig af deres individuelle situation.
Men 18.600 kroner var altså, hvad en typisk enlig kontanthjælpsmodtager med to børn havde pr. måned til at betale husleje, tøj, mad og andre leveomkostninger.
Man kan ikke have en kvalificeret holdning til, om det er en god idé at sætte kontanthjælpen op uden at vide, hvor meget der udbetales i kontanthjælp. Skulle man mene. Men medierne finder det helt naturligt at dække emnet uden at komme ind på, hvor meget en kontanthjælpsmodtager rent faktisk får udbetalt. Og kommentatorer og lederskribenter udtrykker stærke holdninger om sagen uden at komme ind på ydelsesniveauerne.
Dér har vi været en gang før. I 2011 kom daværende folketingsmedlem for Liberal Alliance Joachim B. Olsen ud i en shitstorm for at kritisere, at kontanthjælpsmodtagere blev kaldt fattige. Men stemningen vendte, da han fik en konkret kontanthjælpsmodtager, Carina, til at lægge sit budget frem. Danskerne blev chokerede over at erfare, at »fattig-Carina« havde 15.700 udbetalt efter skat i kontanthjælp, boligstøtte og børnepenge. Og de blev rasende over, at det skulle kaldes en fattigdomsydelse. Da etos kom på bordet, blev patos besejret. Fornuften vandt over følelserne.
Men tilhængerne af højere kontanthjælp lærte af nederlaget og lagde strategien om. I dag hører man stort set aldrig den påstand, at voksne kontanthjælpsmodtagere er fattige. Den køber danskerne ikke. I stedet taler man om, at kontanthjælpsmodtagernes børn er fattige. Påstanden er, at der er 60.000 fattige børn i Danmark.
Mere skulle der åbenbart ikke til for at fjerne fokus fra tallene: Fjern fokus fra forældrene, der modtager kontanthjælpen, og flyt den over på børnene og påstå, at det ikke er forældrene, men børnene, der er fattige. Og hvem tør nuancere en diskussion, hvor børn og fattigdom kædes sammen?
I ly af denne strategi har et rødt flertal netop øget kontanthjælpen, først med en midlertidig ydelse og nu med en aftale, der permanent giver en enlig kontanthjælpsmodtager 21.300 kroner om måneden efter skat og daginstitution, hvilket er en stigning på 2.700 kroner i forhold til niveauet under VLAK-regeringen. Til sammenligning ville en enlig mor til to i lavtlønnet fuldtidsbeskæftigelse have 24.000 kroner udbetalt efter skat. Fortjenesten ved at gå fra kontanthjælp til fuldtidsjob er altså kun på 2.700 kroner om måneden, svarende til en timeløn på cirka 18 kroner. Vurder selv, om det fortsat kan betale sig at arbejde.
En kontanthjælpsmodtager, der går fra ti timer til et fuldtidsjob på 37 timer, får kun fem kroner i timen efter skat med den nye aftale. Vedkommende rammes af en marginalskat på konfiskatoriske 97 procent på den ekstra arbejdsindkomst. Det røde flertal skaber en lavindkomstfælde, der vil fastholde nogle i småjobs, så de aldrig kommer ud af kontanthjælp og ind i fuldtidsjob.
Angiveligt reducerer aftalen antallet af »fattige« børn med cirka 10.000. Men var man et fattigt barn, da ens mor eller far havde 18.600 kroner plus 1.900 i midlertidig ydelse udbetalt efter skat?
I samfundsdebatten bør vi stoppe med at anvende det ekstremt følelsesladede ord »fattig« om dét, der rettelig burde kaldes »lavindkomst«. For ja, 18.600 er en lav indkomst. Men når man forsørges midlertidigt af skatteyderne, er en lav indkomst, hvad man med rimelighed kan forvente. I det mindste bør mediehistorier om sociale ydelser altid forsynes med en faktaboks, der informerer om ydelsesniveauerne – så kan læseren selv vurdere, om der er tale om fattigdom.
Lavindkomst er faktisk også det udtryk, regeringen selv bruger, og statsministeren har tidligere kritiseret den skingre debat om fattigdom og de urealistisk høje tal for antallet af fattige. Hun har også sagt, at hun ikke vil hæve ydelserne, fordi børn har brug for forældre i beskæftigelse som rollemodeller. Den position har hun nu opgivet i et knæfald for Enhedslisten.
Bragt i Berlingske d. 29. juni 2022.
