Flere penge giver ikke mindre pres på »velfærden«

Type:Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

På lang sigt kan det offentlige forbrug selvsagt ikke vokse hurtigere end resten af økonomien. Til trods for den kraftige vækst i det offentlige forbrug i årtier giver politikerne altså udtryk for, at »velfærden« er under pres. Hvorfor? Det er der flere bud på. De holder bare ikke alle stik.

Valgkampen var dårligt i gang, før den udartede sig til en konkurrence mellem de store partier om at øge det offentlige forbrug. Det, som politikerne ynder at kalde »velfærd«. Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti gik allerede før valget ind for at øge væksten i det offentlige forbrug. Venstre fulgte trop med sit »velfærdsløfte« om at bruge hele råderummet på offentligt forbrug frem til 2025. Socialdemokratiet toppede med et forslag om et lovfastsat minimum for, hvor meget »velfærdsudgifterne« skal vokse. Man skulle næsten tro, at valget var et spil med »velfærd« som trumf, og hvor stikket går til den højeste melding.

Danmark er i forvejen et af de lande i OECD med størst offentligt forbrug i forhold til resten af økonomien. Kun Sverige brugte i 2017 en større del af BNP på offentligt forbrug. Udgifterne er siden slutningen af 1960erne vokset eksplosivt. Hvor vi i 1966 brugte 31 øre på offentligt forbrug for hver krone i privat forbrug, er tallet steget til 52 øre. Som det også ses af figuren, er trenden fortsat voksende, om end ikke i samme tempo som for 40-50 år siden. På det allerseneste er privatforbruget faktisk vokset lidt hurtigere, men det er påvirket af de store udsving omkring finanskrisen.

På lang sigt kan det offentlige forbrug selvsagt ikke vokse hurtigere end resten af økonomien. Til trods for den kraftige vækst i det offentlige forbrug i årtier giver politikerne altså udtryk for, at »velfærden« er under pres. Hvorfor?

Det er der flere bud på. De holder bare ikke alle stik.

I øjeblikket er der meget stort fokus på det såkaldte »demografiske træk«. Det dækker især over, at der bliver flere ældre i forhold til befolkningen i de erhvervsaktive aldre. Det øger omkostningerne til pleje og sundhed. Men det er relativt nyt, at der er blevet flere yngre og ældre i forhold til de erhvervsaktive aldre. Frem til begyndelsen af 00erne dykkede andelen derimod. Der er altså noget at stå imod med, efter at demografien er vendt.

En anden hypotese går på, at borgernes efterspørgsel efter offentligt forbrug stiger kraftigere end efter privatforbrug, når vi bliver rigere, også kaldet »Wagners Lov«. Det er der bare ikke meget, der tyder på. Generelt er der ingen klar sammenhæng mellem gennemsnitsindkomsten og andelen af offentligt forbrug i de vestlige lande. Ja, faktisk er der en negativ sammenhæng, hvis vi sammenligner landets kommuner. De kommuner, der har de rigeste borgere, bruger mindst på offentlige serviceydelser.

De mest nærliggende forklaringer på, at »velfærden« hele tiden føles presset, er, at det offentlige har svært ved at forbedre produktiviteten. Stigende produktivitet i den private sektor driver lønniveauet op i begge sektorer, men uden tilsvarende produktivitetsvækst i den offentlige sektor stiger de offentlige omkostninger. Det kaldes »Baumols syge«. Traditionelt har den offentlige produktivitet slet ikke været målt, men tal fra de senere år tyder rent faktisk på en vis fremgang.

Besynderligt nok har en del af den politiske konkurrence om mere »velfærd« indbefattet en afmontering af de produktivitetskrav, der trods alt har været. Det er den helt forkerte vej at gå at slække på produktiviteten, hvis der er pres. Så er der tværtimod ekstra grund til at få den offentlige sektor til at køre længere på literen.

En anden forklaring på det latente pres er, at forbrugsbeslutningerne i det offentlige ikke træffes og finansieres direkte af den enkelte dansker. Modsat det frie forbrugsvalg, når det gælder privatforbrug, må borgerne først aflevere betalingen via skatterne og dernæst få det offentlige forbrug »gratis«. Og »gratisydelser« må ofte rationeres i både mængde og kvalitet, hvis ikke udgifterne skal løbe løbsk. Derfor vil der konstant være et pres fra dem, der rammes af rationeringen.

I de økonomiske lærebøger består det offentlige forbrug af såkaldte kollektive goder. Det er goder som f.eks. forsvaret, der ikke forbruges af enkeltindivider i konkurrence med hinanden. Men det er ikke forbruget af kollektive goder, som forklarer den danske topplacering i offentligt forbrug. Tværtimod forbruges mere end 70 pct. af det offentlige forbrug individuelt. Det afgørende karakteristikum er, at forbrugsvalget træffes politisk frem for af borgerne selv.

Det betyder ikke, at presset for mere »velfærd« ikke er reelt. Men det aftager ikke nødvendigvis af at bruge flere penge. Derimod tyder meget på, at der er brug for bedre politisk evne til at prioritere, øge produktiviteten – og give borgerne styringen tilbage over en større del af deres penge.

Fodnoter

    Tags

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Del denne side

    Forfatter(e):