“Hvis vi fremover indfører nye regler eller krav, der tager medarbejdernes tid sammen med borgerne, så skal der samtidig fjernes et tilsvarende antal eksisterende regler eller krav. En regel ind – en regel ud.”
Sådan lyder det i regeringens udspil “Danmark kan mere 3”. Et regelstop har statsminister Mette Frederiksen (S) kaldt det, og da jeg selv har argumenteret for netop et regelstop, burde jeg være glad.
Men. Der er et stort men.
Mette Frederiksens regelstop gælder desværre kun i den alleryderste del af den offentlige sektor, hvor den offentligt ansatte har tid sammen med borgerne. Og dermed rammer det foreslåede regelstop meget præcist forbi hele idéen i at have et regelstop. Regeringen vil nemlig indføre et regelstop lige præcis dér, hvor regler muligvis giver mening.
Lidt forsimplet er den danske økonomi delt op i to sektorer. Den offentlige sektors planøkonomi og private sektors markedsøkonomi. I den offentlige sektor styrer politikerne produktionen ved blandt andet at lave regler for, hvordan produktet skal laves (f.eks. hvor mange engelsktimer eleverne i folkeskole skal have).
Er politikerne utilfredse med produktet, kan de lave flere regler for, hvordan produktet skal laves (folkeskoleloven er næsten tre gange længere i dag end for 30 år siden). I den private sektor styrer forbrugerne produktionen ved at give deres penge til de virksomheder, der leverer det bedst mulige produkt.
Er forbrugerne utilfredse med en virksomhed, flytter de deres penge et andet sted hen. Forbrugernes penge sikrer, at virksomhederne i den private sektor naturligt foretager valg, der fører til de bedst mulige produkter. Da formålet med regler er at ændre virksomhedernes valg, vil statslige regler altså generelt få den private sektor til at levere dårligere produkter til forbrugerne. Jeg skriver generelt, fordi der selvfølgelig eksisterer markedsfejl, som kan kalde på regulering.
Men når f.eks. private ikke må drive busruter kortere end 75 km, eller når en tandlæge højst må eje to klinikker, er der ikke tale om markedsfejl, men politikfejl og overregulering.
Planøkonomi uden en plan
Pointen er, at man ikke kan have en planøkonomi uden en plan. Der er brug for regler i den offentlige sektor, hvis den skal levere. Det er muligt, der er for mange regler, men det er svært at vide.
Til gengæld ved vi, at der – generelt – ikke er så stor brug for statslige regler i den private sektor, fordi virksomhederne i forvejen har tilskyndelse til at levere de bedst mulige produkter. Der er omfattende videnskabelig evidens for, at masser af regulering af den private sektor skader økonomien. Samme klare evidens findes ikke for den offentlige sektor.
Der er ingen grund til at tro, at regulering og bureaukrati er et større samfundsproblem i den offentlige sektor end i den private. Og derfor bør et kommende regelstop også – og måske endda primært – omfatte den private sektor.
Bragt i Børsen d. 17. oktober 2022.
