Stort set ethvert problem i samfundet kan forsøges løst ved flere forskellige interventioner. Vi kan f.eks. indføre ny regulering, vi kan lave blødere tiltag i form af f.eks. uddannelse, eller vi kan udvikle nye teknologier, som kan forhindre eller reducere problemet.
Under coronapandemien blev der f.eks. indført ny regulering i form af nedlukninger. Befolkningen blev uddannet via adskillige kanaler (bl.a. reklamer og skilte i det offentlige rum). Og hospitaler og virksomheder udviklede nye behandlingsmetoder og vacciner. Alt sammen med hen blik på at afbøde konsekvenserne af pandemien.
Hvad enten vi taler om nedlukninger, uddannelse, medicinsk behandling eller vacciner, er der tale om interventioner (de to første kaldes “ikke-farmaceutiske interventioner” i modsætning til de to sidste, der netop er “farmaceutiske interventioner”). Ikke desto mindre er kravet til, hvor solidt evidensgrundlaget skal være, før man implementerer interventionerne, vidt forskellige.
For vacciner – og lægemidler generelt – kræves der som udgangspunkt mindst tre kliniske forsøg, før lægemidlet kan tages i brug. I fase et tester man på få personer bl.a., om lægemidlet er sikkert, i fase to finder man den bedste dosis (mest effektiv, men samtidig sikker) og derefter gennemfører man en til to randomiserede fase tre-forsøg på mange personer for at bekræfte resultaterne fra fase to. De høje krav, der stilles til lægemidler, før de bruges til at intervenere imod sygdomme, står i skærende kontrast til de krav, vi stiller til politiske interventioner.
I 2019 vurderede WHO f.eks., at evidensen for, at nedlukninger virker, var meget lav. Alligevel blev de brugt af stort set alle lande verden over. Men det var ikke et særsyn foranlediget af pandemien. Generelt er der meget sjældent evidens for, at politiske interventioner vil virke. SRSF-regeringen gennemførte f.eks. folkeskolereformen i 2014 for alle folkeskoler, uden noget der mindede om fase to- og fase tre-forsøg. Konsekvensen kender de fleste i dag.
Benyt samme proces
Den nylige regulering af kviklån skete også i høj grad på baggrund af følelser – og har bidraget til en fordobling af private lån på Facebook med store, negative konsekvenser for låntagerne. I det hele taget er det svært at pege på regulering, der er gennemført på baggrund af solid evidens.
Processen for lægemidler er overordnet set rimelig. Man starter småt, dokumenterer fordele og ulemper og tester så grundigere, hvis lægemidlet ser lovende ud og fordelene overstiger ulemperne. Først derefter kommer de på markedet.
Bør vi ikke kræve det samme for politiske interventioner, så alle interventioner – både farmaceutiske og ikke-farmaceutiske – bygger på bedste mulige evidens? Formålet med begge typer interventioner er jo i mange tilfælde det samme: at forbedre og/eller forlænge vores liv. Med den indbyggede risiko, at interventionen kan føre til det stik modsatte resultat.
Bragt i Børsen d. 3. maj 2022.
