KL argumenterer for, at den offentlige beskæftigelse skal stige med 44.000 personer frem mod 2030 for at følge det demografiske træk. Ifølge Finansministeriet indebærer det demografiske træk frem mod 2030 et fald i antallet af offentligt ansatte på 11.000.
KL kommer frem til de 44.000 ved, at det offentlige forbrug skal vokse med det demografiske træk tillagt en velstandskorrektion. Det vil sige, at KL altså ikke opererer med det demografiske træk, som f.eks. SVM-regeringen gør - men derimod med en meget højere vækst. KL opererer med en offentlig forbrugsvækst på ca. 1 pct. årligt, hvor det demografiske træk udgør 0,6 pct. årligt.
Mig bekendt skal man langt ud på venstrefløjen til Enhedslisten for at finde et parti, der vil have så høj en udgiftsvækst. Der er derfor ingen grund til at tage KLs eksorbitante udgiftsønsker alvorligt. I al den tid jeg har fulgt den økonomiske debat, har KL altid prøvet at drive de offentlige udgifter yderligere i vejret. Deres krav om 44.000 ekstra offentligt ansatte er et eksempel herpå.
Der er siden 2019 allerede kommet 38.000 ekstra offentligt ansatte. Hvornår er det nok for KL?
38.000 flere offentligt ansatte siden 2019 - mere end det demografiske træk Bredt over de offentlige velfærdsområder har der siden juni 2019 været en markant stigning i den offentlige beskæftigelse på ca. 38.000 personer. Det svarer til ca. fem procent. En stigning der langt overstiger, hvad demografien tilsiger.
Det er overraskende, fordi tallene viser det stik modsatte billede af det, der males i medierne, nemlig at der mangler hænder i den offentlige sektor, og at antallet af hænder ikke kan følge med antallet af brugere i den offentlige sektor. Sandheden er, at den offentlige beskæftigelse er buldret derudaf siden 2019 og er oppe med ca. fem procent. Vel at mærke i det land der har næstflest offentligt ansatte pr. indbygger i OECD.
Trods den store tilførsel af hænder til det offentlige, er der tilsyneladende stigende utilfredshed med den offentlige service. Det er med til at indikere, at der ikke er en-til-en sammenhæng mellem flere ressourcer og hænder på den ene side og bedre service på den anden side.
Vismændene (de økonomiske vismænd fra Det Økonomiske Råds Sekretariat, red.) har også vist, at der på gymnasie- og daginstitutionsområdet ikke er sammenhæng mellem ressourcer og resultater. For mig at se illustrerer tallene, at det ikke er flere hænder og ressourcer, der er brug for i det offentlige. Derimod er der brug for, at man får mere værdi ud af de mange hænder og ressourcer, der allerede er i den offentlige sektor.
Man skal i stedet begynde at trække på reformkataloget fra Thornings Produktivitetskommission. Jeg vil pege på at man bør konkurrenceudsætte og udlicitere langt flere offentlige ydelser til private virksomheder, når de er bedre til prisen. Derudover bør man indføre mere individuel aflønning i det offentlige, så dygtige medarbejdere præmieres meget mere end i dag.
I staten bør antallet af administrative medarbejdere reduceres markant. Det gælder f.eks. styrelser, departementet og i Nationalbanken. Endelig skal pengekassen smækkes i for kommunerne. så de tvinges til at omprioritere inden for deres store budgetter.
Bragt i NB-Økonomi den 3/3 2023.
