Så er vi her igen. Der er endnu en gang blevet dokumenteret grove svigt i den kommunale ældrepleje. Denne gang er der så tale om videooptagelser fra plejecenteret Kongsgården i Aarhus Kommune.
Normalt er reaktionen på konstateringen af svigt i ældreplejen uhyggeligt forudsigelig. Der bliver krævet flere ressourcer til området, uden at det bygger på nogen nævneværdig form for analyse af, om manglende ressourcer rent faktisk er løsningen på problemet. Det er i den forbindelse tankevækkende, at de tidligere gennemførte ressourcetilførsler i ”ældrepakker”, ”værdighedsmillarder” mv. ikke har sat en stopper for, at enkeltsager som den fra Kongsgården bliver ved med at dukke op med jævne mellemrum.
Reaktionerne på svigtene afviger dog tilsyneladende denne gang på en række områder fra de normale automatreaktioner. I første omgang var det således kun SF og Foa, der klart krævede flere ressourcer til området, men efter lidt tid meldte statsministeren sig da også i koret af udgiftsadvokater.
Foa passer jo i den forbindelse deres job med at varetage medarbejdernes interesser, derfor vil det nærmest være naturstridigt, hvis de ikke ønskede flere ressourcer, for selv om det ikke løser problemet for de ældre, så vil det formentlig glæde de ansatte og ikke mindst give Foa flere medlemmer.
Der er dog umiddelbart heller ikke noget, der tyder på, at manglende ressourcer til plejecentrene i Aarhus er forklaringen på problemerne på Kongsgården. En undersøgelse fra VIVE – udført for Foa og Ældre Sagen – fra februar i år viser, at normeringerne i plejecentre i Aarhus ligger meget tæt på landsgennemsnittet. I dagtimerne er der således lidt færre beboere pr. ansat end landsgennemsnittet og aften/nat lidt flere beboere pr. ansat end landsgennemsnittet.
Desuden har fagpersoner – som f.eks. May Bjerre Eiby fra plejehjemmet Dagmarsminde – heldigvis blandet sig i debatten med en faglig vurdering af, at problemerne på Kongsgården tydeligvis skyldes dårlig kultur og ikke manglende ressourcer. Det forekommer dog også at være indlysende selv for lægmænd, når man ser videoerne fra Kongsgården, at det ikke er for få personer omkring kvinden, der er problemet, men derimod det, som de tilstedeværende personer gør og siger. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at også en central aktør som Ældre Sagenfremhæver, at der er tale om et kulturproblem.
Det er jo først og fremmest en opgave for den lokale daglige ledelse at arbejde med kulturen på arbejdspladsen. I den forbindelse er det den hurtige handlekraftige løsning for politikere at kræve ledelsen fyret.
Det kan i mange tilfælde formentlig også være det rigtige at gøre, men det er langtfra sikkert, at en ny ledelse bedre vil være i stand til at løse problemet. Det skyldes, at jobbet som offentlig leder kan være temmelig utaknemmeligt.
Ændring af kulturen på en arbejdsplads tager lang tid, og det kræver, at man har de rigtige ledelsesmæssige værktøjer til rådighed. En kulturændring vil sjældent i første omgang være populær blandt medarbejderne, da en dårlig kultur næsten altid giver sig udslag i, at arbejdet i for høj grad bliver tilrettelagt af hensyn til, hvad der er lettest for medarbejderne, fremfor hvad der er bedst for borgeren.
I den forbindelse kan det ofte være nødvendigt for ledelsen at afskedige de medarbejdere, der er de stærkeste eksponenter for den dårlige kultur, hvis der for alvor skal ske en forandring. Som leder i det offentlige skal man dog være meget varsom med at lægge sig ud med medarbejderne. Det gælder særligt på områder med meget stærke faglige organisationer som eksempelvis Foa. Opstår der uro på arbejdspladsen, er fagforeningen naturligvis altid på medarbejdernes side.
Der vil endvidere næsten aldrig foreligge video eller lignende dokumentation af den dårlige kultur, så det bliver medarbejdernes ord mod ledelsens. Politikerne er naturligvis interesserede i at gøre op med en dårlig kultur og dermed undgå møgsager som den på Kongsgården, men en kulturændring tager lang tid, og der er altid maksimalt fire år til næste valg.
Derfor kan den politiske opbakning til lederen fordufte meget hurtigt som dug for solen, når de ansatte ”larmer”, og fagforeningen går ind i sagen, da de offentligt ansatte som vælgere repræsenterer en betydelig politisk magt. Det kan således meget vel ende med at være lederen, der bliver fyret, og den dårlige kultur, der overlever.
Ledelseskommissionen fastslog, at det ofte var for svært at fyre dårlige ledere i det offentlige, og det kan meget vel være rigtigt. Det indgår endda i Socialdemokratiets eget oplæg til en tillidsreform af den offentlige sektor, at der skal stilles øgede krav til offentlige ledere, og atledere skal fjernes, hvis de ikke lever op til kravene.
Det er dog i den forbindelse vigtigt at huske, at det er meget sværere at fyre en almindelig offentligt ansat end at fyre en offentlig leder. Det er i den forbindelse tankevækkende, at ud over lederen på Kongsgården er det i første omgang kun én af medarbejderne, der er blevet bortvist.
Ældre Sagen må i modsætning til de øvrige politiske aktører forventes udelukkende at varetage de ældres interesser. Derfor er det interessant, at Ældre Sagens forslag til en løsning som sagt tager udgangspunkt i, at der er tale om et kulturproblem, og at løsningen af dette problem kræver en ændring af magtbalancen mellem borgerne og kommunen i retning af mere magt til førstnævnte, samt at de ældres indflydelse på eget liv bliver sat i højsædet.
Hvis det skal blive en realitet, skal driften af ældreplejen løsrives fra kortsigtet politisk styring. Dette kan kun ske ved, at alle plejehjem bliver organiseret som private virksomheder eller selvejende institutioner uden direkte daglig politisk ledelse, og at de ældre eller deres pårørende/værge udstyres med et reelt frit valg af plejehjem, hvor pengene altid fuldt ud følger borgeren til den valgte leverandør. I dette tilfælde ville et plejehjem blive nødt til at afskedige medarbejdere eller i yderste konsekvens lukke, hvis de ældre og deres pårørende søger andre steder hen.
Derfor ville en sag som den fra Kongsgården meget hurtigt kunne få meget alvorlige konsekvenser for både lederen og medarbejderne, der således alle ville være meget opmærksomme på at udgå et dårlige omdømme.
Det vil tage lang tid og støde på meget modstand at foretage denne omlægning af de danske plejehjem, men det er den eneste vej til en løsning. Det vil således kræve en stærk og vedholdende politisk ledelse at gennemføre dette projekt, da der som sagt altid højest er fire år til næste valg, og flere ressourcer er den hurtige og nemme måde at vise politisk handlekraft.
Jeg håber dog inderligt for alle i samme situation som den aarhusianske kvinde og hendes pårørende, at de en dag får den markedsmagt til at gå et andet sted hen, der indebærer, at der altid vil blive reageret, første gang der bliver råbt ”av”, og ikke først når TV 2 går ind i sagen.
Bragt i Jyllands-Posten d. 20. juli 2022.
