Forestil dig, at politikerne mente, at god mad var så vigtigt, at det offentlige skulle drive restauranterne, så forbrugeren ikke selv betaler, restauranterne ikke kan gå konkurs, og medarbejdernes løn kun i begrænset omfang afhænger af deres indsats. Hvad ville der ske?
For det første ville borgerne være mindre tilbøjelig til at kigge på prisen, når de var sultne. De ville både være mere tilbøjelige til at gå på restaurant frem for at spise hjemme og – når de sad på restauranten – være mere tilbøjelige til at bestille kalvemørbrad med foie gras og kaviar frem for dagens ret.
Omkostningerne til borgernes restaurantforbrug ville stige betragteligt, og politikerne ville være nødsaget til at fastsætte regler, der bestemte, hvornår den enkelte borger var berettiget til at gå på restaurant:
Opstille et bureaukratisk system til at administrere reglerne. Præcis som vi f.eks. kender det med hjemmehjælp i dag, hvor alle ikke bare kan bestille en ugentlig rengøring, men skal igennem en screening og en del bureaukrati for at få adgang. Det næste, der ville ske, var, at kvaliteten af restauranterne – selv hvis de samlet havde lige så mange ressourcer som før – ville blive dårligere.
Konkursmekanismen på det private restaurantmarked sikrede, at restauranter – hvor betjeningen var for dårlig, hvor der var for lidt mad, eller hvor maden var kold – gik konkurs. Men i det offentlige overlever disse restauranter.
Før eller siden ville politikerne derfor være nødsaget til at fastsætte nogle minimumsstandarder. Eksempelvis minimumsnormeringer for antal tjenere, og hvor lang tid der må gå fra bestilling til, kunden får maden m.v.
For at sikre at standarderne blev overholdt, ville man kræve registreringer. Såsom af madens temperatur og mængde (men ikke af det vigtigste – smagen – som ikke kan måles). Bureaukratiet ville være omfattende, men restauranterne ville være blevet dårligere.
Ikke fordi ressourcerne var blevet færre, men fordi systemet – uden konkurrence og konkurser – er blevet dårligere.
Systemet er problemet
Efterhånden som tiden gik, ville borgerne glemme, hvorfor bureaukratiet var opstået. Og 50 år senere ville politikerne tale om bureaukratiet som problemet.
De ville fortælle borgerne, at hvis bare vi fjernede bureaukratiet og stolede på de offentligt ansatte, ville vi få bedre restauranter. Men det ville være forkert. For det er ikke bureaukratiet, der er problemet. Det er systemet.
Men der ville være et håb for borgerne. For ganske vist ville politikerne ikke kunne fjerne bureaukratiet i de offentlige restauranter. Men de ville kunne tillade borgerne at fravælge de offentlige restauranter – og vælge private med mindre bureaukrati. Frit valg til borgerne ville altså i høj grad løse problemet med bureaukrati.
Desværre er min fornemmelse, at der i vores historie ville være betydelig politisk modstand mod denne løsning.
Bragt i Børsen d. 4. april 2023.
