Der er tre ting, vi skal være opmærksomme på:
At EU ikke kan opnå uafhængighed af russisk naturgas gennem mere sol- og vindenergi før på lang sigt, at uafhængighed både i en akut krise eller i de nærmeste år kræver helt andre tiltag, og at det slet ikke er givet, at det er en god idé at fjerne den russiske gas i EU, hvis vi vil lægge maksimalt pres på Putin.
Et glædeligt træk ved krigen udløst af præsident Putin er, at Vesten er blevet enige om uset kraftige økonomiske sanktioner. Det skyldes især en markant kovending i Tyskland. De hårde sanktioner giver håb om at påvirke krigen i Ukraine og allerhelst udløse Putins fald.
Langvarige, blødere sanktioner har traditionelt ikke været særlig effektive. Se blot på Iran, Nordkorea og Cuba - for ikke at tale om Rusland siden annekteringen af Krim i 2014.
Inden den tyske kovending blev mere vedvarende energi bragt på bane som en ”sanktion” af industrilobbyister og visse politikere. Altså dengang politikken var mest symbolsk. Et hurtigt blik på energiforsyningen i EU vil imidlertid vise, at det i bedste fald vil være lang tid om at virke.
Putin vil være en meget gammel mand, før vi kan erstatte hans naturgas med sol og vind. Russisk gas leverer knap ti procent af EU's energi. Sol og vind står for under ni procent. Vi skulle altså mere end fordoble den nuværende kapacitet, opbygget over årtier (de allerede besluttede danske energiøer vil ikke levere strøm af betydning før 2030).
Det kræver ikke alene, at vi finder plads til anlæggene, men også en betydelig back-up-kapacitet, større elnet og omstilling af især varmeproduktion fra gas til el.
Paradoksalt nok kan vind- og soludbygning i en periode øge efterspørgslen efter naturgas, som er et godt komplement, når det ikke blæser eller er lyst nok. Det er en del af forklaringen på, at den russiske gaseksport til EU er steget siden 2014 på trods af invasionen af Krim.
En forholdsvis hurtig uafhængighed af russisk gas vil kræve, at langt mere end sol og vindudbygning kommer i spil. Det tager også lang tid at bygge a-kraftværker, men den igangværende a-kraftafvikling i især Tyskland kan bremses og vendes.
En del værker vil kunne omstilles fra gas til kul - også en kovending i forhold til hidtil, hvor den grønne omstilling især har fortrængt kul. Kul giver stor CO2-udledning, men dansk klimapolitik bygger jo på, at CO2-fangst bliver en konkurrencedygtig teknologi. Endelig kan vi øge gasproduktionen i EU og øge infrastrukturen til at importere flydende gas.
Symbolsk målsætning
Den danske målsætning om uafhængighed af russisk gas er mest symbolsk. Vi producerer normalt rigeligt selv, modsat lande som Tyskland, Italien, Polen og Slovakiet, og er kun midlertidigt ramt af planmæssig renovering af Tyra-platformen.
På helt kort sigt vil en afbrydelse af den russiske gas i løbet af i år - fordi enten vi eller Putin lukker for hanen - give betydelige udfordringer i EU (inklusive Danmark). De vigtigste greb er at få fyldt de slunkne lagre op med gas fra andre kilder end Rusland samt det automatiske fald i efterspørgslen, som følger af stigende energipriser.
Det er vigtigt ikke at tabe formålet med sanktionerne af syne. Det er at lægge maksimalt pres på Putin nu, få stoppet invasionen og gerne udløst et russisk regimeskifte.
Det opnår vi ikke ved at isolere Rusland varigt, men tværtimod ved at stille en afvikling af sanktionerne i udsigt, når målet er nået. Og en fortsat integration af Rusland i den globale økonomi er ikke nogen ulempe. Det er faktisk derfor, sanktionerne nu rammer så hårdt.
Bragt i Altinget d. 18. marts 2022.
