Børnefamilier med 20.000 kroner i hånden om måneden er ikke fattige

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Når man bruger et følelsesladet ord som fattige børn, giver man indtryk af, at der er tale om børn, der lider stor nød.

Er et par med to børn "fattige", hvis de har 20.000 kroner udbetalt om måneden efter skat? Og er der virkelig 64.500 fattige børn i Danmark? I mine øjne er svaret nej på begge spørgsmål. 

Når man bruger et så følelsesladet ord som "fattige børn", giver man indtryk af, at der er tale om børn, der lider stor nød. Problemet er bare, at Danmarks Statistiks mål for relativ fattigdom, som de 64.500 "fattige" børn stammer fra, slet ikke måler reel fattigdom.

For at indgå som relativt fattig i Danmarks Statistiks opgørelse skal for eksempel et par med to børn have under 20.000 kroner udbetalt efter skat. Det er ikke luksus, men giver mulighed for en tålelig tilværelse.

Mette Frederiksen (S), som har kaldt sig selv for "børnenes statsminister", er i øvrigt enig i, at et par med to børn ikke er fattige, hvis de har 20.000 kroner efter skat om måneden. Hun mener også, at dem, som anvender fattigdomsgrænsen og de 64.500 fattige børn "som en indikator på fattigdom, gør skade på diskussionen".

Et år med lav indkomst er midlertidigt
Den for høje fattigdomsgrænse på 20.000 kroner er den ene årsag til, at jeg ikke mener, at der er 64.500 fattige børn i Danmark. Den anden årsag er, at ifølge Danmarks Statistik skal man kun have relativ lav indkomst i et enkelt år for at være relativt fattig.  

Men omkring halvdelen er ude af denne lavindkomstgruppe efter et år. For eksempel fordi en ledig kontanthjælpsmodtager kommer i job. Selv et enkelt år med lav indkomst vil de fleste naturligvis gerne undvære, men det er trods alt en midlertidig situation, som man kan klare sig igennem ved for eksempel at slide lidt mere på møbler og tøj. 

Ser man derimod på, hvor mange børn der lever i familier med lav indkomst tre år i træk, som Helle Thorning-Schmidts ekspertudvalg om fattigdom anbefalede i 2013, falder antallet af relativt fattige børn fra 64.500 til 10.000.

Og det er altså fortsat med den høje fattigdomsgrænse på cirka 20.000 kroner for en familie på fire. Så selv de 10.000 børn er et højt estimat.

Ikke behov for fattigdomsgrænse
I det hele taget mener jeg ikke, at der er behov for en fattigdomsgrænse. Ydelsesniveauet for overførselsindkomster er højt i Danmark.

For eksempel har Finansministeriet beregnet, at en enlig på integrationsydelse er blandt de ti procent i verden med de højeste disponible indkomster. Det gør det problematisk at tale om egentlig økonomisk fattigdom i Danmark. 

Det betyder ikke, at der ikke er børn, der vokser op i vanskelige kår, for eksempel med alkoholiserede forældre. Men hvis ikke der er tale om økonomiske problemer, så er det typisk heller ikke problemer, der bare med et snuptag kan løses ved for eksempel at øge kontanthjælpen.

Politisk aftale har den modsatte effekt
Så hvad skal man så gøre? Igen må jeg erklære mig enig med en socialdemokratisk minister: "Uanset hvordan man vender og drejer det, er det bedste for børnene, at mor og far kommer i arbejde."

Sådan lød ordene fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S), da man indgik aftalen om det midlertidige børnetilskud, som for en enlig med to børn giver cirka 2.000 kroner ekstra om måneden.

Desværre har aftalen præcis den modsatte effekt: Forældrene kommer længere væk fra arbejdsmarkedet, fordi gevinsten ved at tage et job bliver reduceret med selvsamme 2.000 kroner. Jeg vil anbefale, at man fjerner det midlertidige børnetilskud, så forældrene igen får en klar tilskyndelse til at tage et job fremfor at være på kontanthjælp. 

Børnefamilier med lav indkomst er et lille problem
Hæver vi blikket op fra andedammen, er det også sundt at sætte debatten lidt i perspektiv. Danmark er et af de mest økonomisk lige lande i OECD. Faktisk det femtemest lige ud af 36 lande.

Og ser vi på børn i familier med relativt lave indkomster, har Danmark næstfærrest børn i lavindkomstgruppen blandt OECD-landene. Er man bekymret over antallet af børn i familier med relativt lave indkomster, kan man altså glæde sig over, at man næsten ikke finder andre lande i verden, hvor problemet er mindre. 

Desuden kan man glæde sig over, at hvis vi måler antallet af børn i lavindkomstfamilier ud fra en absolut lavindkomstgrænse (det vil sige, hvor grænsen hvert år giver mulighed for at købe det samme bundt varer), har vi halveret antallet af børn i lavindkomstfamilier siden år 2000.

Det vil sige, at flere og flere har mulighed for at købe for eksempel flyverdragter og gummistøvler til deres børn. Når antallet af børn med lave indkomster er faldet, skyldes det blandt andet, at de offentlige ydelser, herunder kontanthjælpen, er steget mere end inflationen, at flere er i arbejde, og at færre er på overførselsindkomst.  

Fodnoter

    Tags

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Jørgen Sloth

    Chefkonsulent

    +45 33 45 60 44

    jorgen@cepos.dk

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Jørgen Sloth

    Chefkonsulent

    +45 33 45 60 44

    jorgen@cepos.dk