Danmarks Statistik puster antallet af fattige op

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Danmarks Statistik politiserer debatten om fattigdom, og egentlig er det slet ikke nødvendigt med en fattigdomsgrænse.

Man er fattig, hvis man i bare et enkelt år har en indkomst efter skat på under 10.000 kr. om måneden. Det mener Niels Ploug og Jarl Quitzau fra Danmark Statistik (DST) i Berlingske 23. oktober. Dermed puster DST antallet af fattige børn op til det seks-dobbelte af, hvad der ville være med Thorning-regeringens fattigdomsdefinition.

I vores øjne er det kritisabelt, at Danmarks Statistik på denne måde politiserer debatten om fattigdom i Danmark. For det første er omtrent halvdelen ude af denne lavindkomstgruppe efter et år. Der er altså stor mobilitet ud af gruppen. Ifølge Thorning-regeringens fattigdomsdefinition skulle man bl.a. have lav indkomst tre år i træk for at være fattig (desuden måtte man ikke være studerende eller have formue over 100.000 kr.)

Følger man Thorning-regeringens tre-årige definition, er der i 2017 ca. 10.000 relativt fattige børn i Danmark. Danmarks Statistik har skabt deres egen definition, hvor man som nævnt kun skal have lav indkomst i et år. Det har enorm betydning for antallet af fattige børn, som med DSTs definition er på 64.500. DST seks-dobler altså antallet af fattige børn ift. Thorning-regeringens definition.

Og hvad er argumentet for ikke at vælge en tre-årig grænse? Det er »…hensynet til indikatorens aktualitet. Med en treårig definition går der således op til fire år, fra en ændring er sket, til effekten kan ses på indikatoren. Med andre ord skal vi vente til 2020 med at se den fulde effekt af kontanthjælpsloftets genindførelse i 2016.«

Det er et bemærkelsesværdigt argument. Danmarks Statistik seks-dobler antallet af relativt fattige børn af hensyn til »indikatorens aktualitet«. Men opgørelsen af relativ fattigdom skal først og fremmest være retvisende. Selv et enkelt år med lav indkomst vil de fleste naturligvis gerne undvære, men det er trods alt en midlertidig situation, som man kan klare sig igennem ved f.eks. at slide lidt mere på møbler og tøj. Har man lav indkomst tre år i træk begynder det at blive mere kritisk – så er det ikke bare en midlertidig situation.

Ekspertudvalget om fattigdom (som Niels Ploug var en del af og som i 2013 nedkom med sine anbefalinger til Thorning-regeringen) brugte præcist dette argument for at bruge en tre-årig grænse: »Ekspertudvalget … tager udgangspunkt i gruppen, der har relativt lav indkomst i tre år i træk... Dette er begrundet i en definition af økonomisk fattigdom som en vedvarende situation. Den treårige afgrænsning er begrundet i, at mobiliteten ud af den etårige lavindkomstgruppe er høj«.

Som nævnt er omkring halvdelen ude af lavindkomstgruppen efter et år.

Desuden kan man på ingen måde være sikker på, at antallet af et- og tre-års fattige udvikler sig på samme måde. Ser man på udviklingen siden 2008, har der været stor forskel. I perioden 2008-2013 kom der eksempels ca. ti pct. færre relativt fattige målt med en et-årig grænse, men ca. ti pct. flere målt med en tre-årig grænse. Altså udviklede de to opgørelser sig i forskellig retning. Så fremadrettet kan man heller ikke være sikker på, at en et-årig grænse er en god indikator for en tre-årig grænse.

Jo mere aktuel, jo bedre. Det er vi enige i. Men det må bare ikke ske på bekostning af kvaliteten.

Så er det også værd at huske på Mette Frederiksens ord i Folketingets åbningsdebat om de angiveligt 64.500 fattige børn (som AE-Rådet har opgjort på baggrund af DST’s fattigdomsgrænse): »Jeg vil gerne i dag anholde det, som flere bruger som et argument, nemlig den såkaldte fattigdomsgrænse fra AE… Jeg mener, at de, der bruger tallene som en indikator på fattigdom, gør skade på diskussionen.«

Nej, det var ikke CEPOS, der fremførte dette – det var den socialdemokratiske statsminister. Men vi er enige.

DST argumenterer også for, at fattigdom bør måles relativt til andre personers indkomster. Det kan imidlertid ikke stå alene. Når de fleste tænker på fattigdom, er det formentligt et spørgsmål om at kunne få mad på bordet, tag over hovedet, varme i radiatoren og råd til de største nødvendigheder. Problemet ved at opgøre fattigdom relativt er, at en fattig person, der får f.eks. ti pct. ekstra i indkomst, fortsat vil være lige så fattig, hvis alle andre også har fået en indkomstfremgang på ti pct.

Det vil sige, at personen fortsat vil være fattig, selvom han har fået flere penge til rådighed. Når vi alle bliver rigere, hæves barren for, hvornår man er fattig. Det strider formentlig mod de flestes opfattelse af, hvad egentlig fattigdom er.

Frem for at måle »fattigdom« relativt, kan man måle den absolut, altså hvor købekraften fastholdes hvert år, så fattigdomsgrænsen vokser med forbrugerpriserne. Dvs. man kan hvert år købe det samme varebundt. Måles fattigdom på denne måde (absolut), er der kommet færre og færre børn i familier med lav indkomst. Faktisk er antallet af »fattige« børn halveret siden 2000, når man måler fattigdommen absolut.

Det er en meget positiv historie, at færre og færre børn lever i familier med lav indkomst. Når antallet af familier med lave indkomster er faldet, skyldes det bl.a. at produktiviteten og lønningerne er vokset, samt at de offentlige ydelser (herunder kontanthjælpen) er steget mere end inflationen. Overordnet kan personer på overførselsindkomster altså år for år købe flere varer.

Når Danmarks Statistik udelukkende fokuserer på den (stigende) relative fattigdom og fuldstændig ignorerer udviklingen ved en absolut fattigdomsgrænse, hvor der kommer færre med lav indkomst, maler de et ufuldstændigt billede. Den relative fattigdom er primært et udtryk for ulighed og ikke af, hvor mange der ikke har råd til basale fornødenheder.

Konsekvensen af DST’s metodevalg er, at DST lægger sig der, hvor fattigdommen er størst (et-årig frem for tre-årig) og hvor fattigdommen vokser frem for at falde (relativ grænse frem for en absolut grænse).

Egentligt er det i vores øjne slet ikke nødvendigt med en fattigdomsgrænse i Danmark. Ydelsesniveauet for overførselsindkomster er højt i Danmark. F.eks. har Finansministeriet beregnet, at en enlig på integrationsydelse er blandt de ti pct. i verden med de højeste disponible indkomster. Det gør det problematisk at tale om egentlig økonomisk fattigdom.

Men hvis man politisk ønsker en fattigdomsgrænse, bør den defineres af de politikere, der ønsker den, og ikke af det officielle statistikbureau, Danmarks Statistik, som skal være politisk uafhængigt. Det var derfor i vores øjne en klar fejl af VLAK-regeringen at bede DST om at definere en fattigdomsgrænse.

Fodnoter

    Tags