Finansordfører Benny Engelbrecht (S) beskylder mig 11. februar for i min kommentar 8. februar at fremføre et »synspunkt opfundet til lejligheden,« når jeg skriver kritisk om bededagsøvelsen.
Men det passer ikke.
Når vi sammenligner effekterne på arbejdsudbud ved traditionelle reformer, skyldes det blandt andet, at det siger noget om, i hvor høj grad incitamenterne til at arbejde ekstra bliver forbedret ved reformen. Deraf kan man ikke udlede – som Engelbrecht forsøger – at vi betragter arbejdsudbud som et mål i sig selv. Da det i 2019 blev diskuteret at forhindre seniorer i at trække sig tidligt tilbage for egen opsparing, protesterede CEPOS’ cheføkonom Mads Lundby Hansen og blev blandt andet citeret for følgende i mediet Finans:
»Hvis man har sparet op, skal man have lov at bruge formuen, når man føler behov for det, også selv om det går imod arbejdsudbuddet. Vi skal ikke være slaver af arbejdsudbuddet.«
Jeg er helt enig med Mads. Regeringen forestiller sig, at man ved lov kan få befolkningen til at arbejde mere uden at forbedre incitamenterne til at arbejde mere, for eksempel ved at sænke skatterne. Det kan man imidlertid ikke i et samfund med frie borgere. Vi har hverken tvangsarbejde eller slaveri i Danmark.
Engelbrecht har nærlæst CEPOS-analysen »Sådan kan en kommende regering øge beskæftigelsen med 100.000 personer«, som præsenterer en række reformer, for hvilke der er evidens for, at de øger arbejdsudbuddet (modsat bededagsøvelsen). Det er bekymrende, at Engelbrecht omtaler listen som et »kuriositetskabinet af drakoniske reformforslag«.
Hos Venstre og Moderaterne bør det antænde advarselslamperne, for hvis ingen af disse reformer huer Socialdemokratiet, vil regeringen få meget svært ved at levere de 45.000 i øget arbejdsudbud, som partierne ellers har lovet hinanden i regeringsgrundlaget.
Mit råd til V og M er: Sørg for at få konkretiseret, hvordan de 45.000 skal leveres så hurtigt som muligt. Ellers vil socialdemokraterne løbe fra denne del af regeringsgrundlaget.
Engelbrecht påstår, at vi pludseligt kritiserer Finansministeriets regneprincipper, som de normalt sværger til. Det er ikke korrekt. Vi – og med os overvismand Carl Johan Dalgaard og økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen – undrer os over og kritiserer, at Finansministeriet i denne sag fraviger et af sine sædvanlige regneprincipper, nemlig at der skal være evidens for en reform, før man indregner en effekt. For bededagsøvelsen mangler der evidens.
Engelbrecht har svært ved at forstå min holdning til, hvordan man politisk bør disponere over råderummet. Så lad mig skære det ud i pap.
Allerhelst bør hele råderummet gå til skattelettelser, og fremrykningen af udbygningen af Forsvaret bør finansieres ved at omprioritere fire promille af de 1.200 milliarder kroner i offentlige udgifter. Hvis der ikke kan findes et folketingsflertal til en sådan omprioritering, ville råderumsfinansiering være det næstbedste alternativ. Afskaffelse af store bededag er elendig finansiering, fordi den i bedste fald er usikker på kort sigt og formentlig nul på langt sigt.
Bragt i Berlingske den 13. februar 2023.
