En SV-regering giver store forhåbninger – og bange anelser

En SV-regering har et godt udgangspunkt for at få vedtaget store velfærdsreformer, men sandsynligvis ender det med en stor skuffelse.

En regering med de to store borgmesterpartier S og V vil sammenlignet med alle andre tænkelige regeringskonstellationer have det bedste udgangspunkt for at gennemføre reformer, der tager et grundlæggende opgør med kommunernes velfærdsmonopol, hvilket er helt nødvendigt, hvis velfærdsstaten skal overleve på længere sigt. Spørgsmålet er dog, om S og V for alvor evner at stå sammen og modstå presset fra KL, de offentligt ansattes fagforeninger og de andre særinteresser, der profiterer af det kommunale velfærdsmonopol.

Den offentlige sektor er syg, og derfor bliver fundamentale reformer af velfærdsstaten hele tiden mere og mere presserende. Det grundlæggende sygdomsproblem er, at produktiviteten i den offentlige sektor ikke stiger i samme grad som i den private sektor. Det skyldes primært, at den offentlige sektor ikke er underlagt markedskonkurrence, hvilket giver medarbejdere, fagforeninger og andre særinteresseorganisationer – som f.eks. KL – mulighed for at modarbejde produktivitetsstigninger, da man i den offentlige sektor ”bare” kan udskrive regningen til skatteyderne. En tilsvarende adfærd i den private sektor ville indebære fyringer og konkurser.

Kort og forenklet kan sygdomsforløbet beskrives i tre trin: Først bliver det private erhvervsliv mere produktivt, og markedsmekanismen sørger for, at lønningerne i den del af økonomien stiger som følge af, at en medarbejder nu kan producere flere og bedre varer, og derfor får vedkommendes arbejdskraft en højere markedsværdi. Derefter får det offentlige et problem med at tiltrække arbejdskraft, og man må derfor hæve lønningerne for at kunne klare sig i konkurrencen om medarbejdere. Tredje trin er konsekvensen: Idet det offentlige har hævet lønningerne uden at være blevet mere produktivt, er serviceydelserne blevet dyrere.

Til gengæld betyder produktivitetsstigningerne i den private sektor, at befolkningen på andre områder får flere og bedre varer for pengene. Dette indebærer, at befolkningen oplever en relativ forringelse af de offentlige serviceydelser. Tilsvarende oplever de offentligt ansatte, at de ydelser, som de leverer, løbende bliver relativt dårligere set i forhold til udviklingen i resten af samfundet, hvor produktiviteten stiger, hvilket vil gøre det sværere at rekruttere lærere, sygeplejersker, pædagoger mv.

Dette problem kan løses enten ved at sikre, at produktiviteten også stiger i produktionen af velfærdsydelserne, eller ved at borgerne betaler for en kvalitetsforbedring i velfærdsservicen ved at bruge en større del af deres indkomst på velfærdsydelser. Sidstnævnte kan dog ikke i væsentlig grad ske gennem skatteforhøjelser, da Danmark allerede har verdensrekord i skattetryk. Derfor vil yderligere beskatning af gevinsten ved at arbejde og starte virksomhed i Danmark få alt for store samfundsmæssige omkostninger.

Befolkningen kan således kun komme til at bruge en større andel af deres indkomst på velfærdsydelser ved, at de selv køber dem hos private leverandører af velfærdsydelser via forsikringsordninger eller brugerbetaling. Den udvikling ser vi allerede – eksempelvis er antallet af danskere med en privat sundhedsforsikring stærkt stigende.

Produktivitetsstigninger i produktionen af velfærdsydelser er altså den eneste vej frem, hvis Socialdemokratiet og Venstre vil redde den nuværende velfærdsstat med universelle skattefinansierede velfærdsydelser, som de selv har skabt. Det vil som tidligere nævnt kræve, at man tager et opgør med de offentligt ansattes fagforeninger og kommunerne repræsenteret ved KL. Her bliver sidstnævnte formentlig den hårdeste nød at knække, da kommunerne har meget på spil, da vejen til øget effektivitet går gennem øget markedskonkurrence – f.eks. øget udlicitering som Produktivitetskommissionen foreslog – og gennem øget frihed til institutionerne, som var et stort tema under valgkampen. Begge dele kan kun gennemføres ved at reducere kommunernes indflydelse og afvikle deres rolle som de store altdominerende producenter af velfærdsydelser.

Som alle andre monopoler vil kommunerne bruge store ressource på at kæmpe hårdt imod, at de mister deres magt og monopolfordele. Kommunerne har endvidere den helt særlige fordel, at deres politiske ledelse i høj grad også udgør det politiske bagland for folketingspolitikerne i både Socialdemokratiet og Venstre, og der har hidtil været meget lidt lyst til at udfordre dette bagland, der samtidig repræsenterer en stor gruppe vælgere i den forstand, at de mange offentligt ansatte i kommunerne naturligvis også ønsker, at monopolfordelene for deres arbejdsplads bliver opretholdt.

En regeringsalliance mellem S og V vil have bedre mulighed for at tage det nødvendige opgør med kommunernes velfærdsmonopol, da det vil være nemmere at modstå angrebene fra det kommunale bagland, når man ikke har store politiske modstanderpartier på Christiansborg med solid kommunal forankring, der hele tiden forsøger at få en kortsigtet vælgergevinst ved det kommende folketingsvalg ved at stille sig på velfærdsmonopolets side og blokere for grundlæggende reformer.

For problemet er, at der vil gå noget tid, før de nødvendige reformer vil være implementeret, og endnu længere tid, inden de slår igennem med produktivitetsstigninger, der for alvor kan mærkes af befolkningen. Hvis en SV-regering skal blive en succes, skal der altså være tale om et langvarigt tæt regeringssamarbejde, hvor ingen falder for fristelsen til at stille sig på velfærdsmonopolets side, indkassere en hurtig vælgergevinst og vende tilbage til blokpolitikken. Dette vil naturligvis være særligt fristende, hvis man selv kunne erobre statsministerposten ved den lejlighed.

Selv om man kan have berettigede forhåbninger til, at en SV-regering vil have en unik mulighed for at tage et opgør med det kommunale velfærdsmonopol. Kan man på den anden side have en endnu mere berettiget frygt for, at det ikke vil være en stabil regeringskonstruktion, der kan holde længe nok til at få gennemført de nødvendige reformer, der løser velfærdsstatens mest presserende problemer.

Bragt i Jyllands Posten den 6/12 2022