Regeringen har truffet den meget vidtgående beslutning at slå samtlige danske mink ned og dermed reelt lukke mink-erhvervet i Danmark.
Beslutningen er truffet af en snæver gruppe på ganske få personer i regeringstoppen uden at rådføre sig bredt med aktører og eksperter. Grundlaget for denne beslutning er spinkelt.
Samlet set er alt dette et demokratisk problem. Mere om det nedenfor. Men det øger også risikoen for, at den trufne beslutning er forkert, når den ikke bliver trykprøvet i en bredere dialog mellem eksperter og aktører, der hver især besidder relevant viden og indsigt, som de andre ikke nødvendigvis gør.
Derfor er det vigtigt at forholde sig kritisk til regeringens beslutning. Det kan vi kun gøre ved at stille relevante spørgsmål. Her er seks spørgsmål, som står ubesvaret hen, og hvor svaret for hver af dem muligvis kunne falde sådan ud, at vi må konkludere, at det var en forkert beslutning at lukke de godt 1.000 danske minkbedrifter.
Spørgsmål 1: Er mink-mutationen i COVID-19 et problem?
Argumentet for at lukke minkproduktionen er som bekendt, at der er fundet en mutation i mink, som er blevet overført via smitte til mennesker, og som vaccinerne ser ud til at være mindre virksomme overfor. Frygten er, at denne mutation – eventuelt i kombination med andre kommende mutationer – kan gøre, at der skal udvikles helt nye vacciner, fordi de vacciner, der nu er på vej, bliver mindre virksomme.
Kåre Mølbak har vurderet, at dette er en risiko. Dette opfatter regeringen som grund nok til at lukke erhvervet ned. Men andre eksperter og forskere ser ud til at være uenige i vurderingen. Til Berlingske udtaler Professor mso Kasper Planeta Kepp, der forsker i biofysisk og biomedicinsk kemi ved Danmarks Tekniske Universitet: ”Det giver videnskabeligt ikke mening at udrydde alle mink”. Professor Francois Balloux, som forsker i mutationer i smitsomme sygdomme, har på twitter givet udtryk for, at disse mutationer i mink ikke bør give anledning til bekymring. Hvem har ret?
Spørgsmål 2: Er mink-mutationen så stor en risiko, at den berettiger lukning af mink-erhvervet i Danmark?
Hvis vi må konkludere, at risikoen er reel, er næste spørgsmål, om risikoen er stor nok til at berettige lukning af mink-erhvervet. Det er tidligere kommet frem, at regeringen bad Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm om at tilsidesætte sin faglige vurdering af regeringens forslag om at nedlukke Danmark. I stedet blev Brostrøm bedt om at anlægge et ”ekstremt forsigtighedsprincip”.
Problemet med det ekstreme forsigtighedsprincip har jeg tidligere beskrevet. Ekstremisme er sjældent en god ting. Heller ikke altid, når det gælder forsigtighed. I alle livets forhold må vi afveje forskellige risici imod hinanden. Der er mange risici, som vi vælger at løbe. Det bliver vi ganske enkelt nødt til – og det bliver staten og regeringen også nødt til. Demokratiske samfund søger normalt at efterleve proportionalitetsprincippet: Statens indgreb skal stå i et rimeligt forhold til de problemer, man forsøger at løse. At der er en teoretisk risiko for et eller andet, er ikke i sig nok til at begrunde et indgreb. Risikoen skal være af en vis størrelse. Ingen ved, om dette er tilfældet her. En række forskere har allerede udtrykt deres skepsis overfor beslutningen, fx her.
Spørgsmål 3: Vil lukning af mink-produktionen forhindret mink-mutationen i at sprede sig?
Selv hvis der er et problem (spørgsmål 1), og selv hvis problemet er stort nok til, at det i princippet berettiger en lukning af minkproduktionen (spørgsmål 2), så er det alligevel ikke sikkert, at lukning af minkproduktion er en realistisk løsning. Det skal nemlig først fastslås, om mutationen overhovedet kan inddæmmes, eller om skaden er sket. Hvor stort er mon mørketallet af smittede, som endnu ikke er opdaget eller som slet ikke bliver opdaget, fordi de ikke bliver testet? Det er kommet frem, at myndighederne har forsømt at teste de ansatte på minkfarme, heriblandt mange østarbejdere. Har disse allerede taget smitten med hjem til deres hjemlande?
Søren Riis Paludan, virolog og professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet har udtalt følgende til Dagbladet Information:
”Jeg tror, at det er en illusion at tro, at man kan inddæmme den, nu hvor den først har spredt sig. Hvis den har pandemipotentiale, som SSI tænker, den kan have, og den er sygdomsfremkaldende, så har den med stor sandsynlighed allerede spredt sig videre”.
Alternativt diskuteres det også, om Cluster 5 mutationen overhovedet stadig eksisterer, eller om den er døet ud af sig selv. Den er ikke fundet i laboratorietests i lang tid, og Henrik Schiøler, lektor på Institut for Elektroniske Systemer ved Aalborg Universitet har for Berlingske lavet en beregning, der viser, at der er 99,4 procent sandsynlighed for, at Cluster 5-varianten ikke har spredt sig siden september og dermed er uddød.
Spørgsmål 4: Hvad er sandsynligheden for, at mink-mutationen opstår i mink i udlandet og derfor alligevel spreder sig – heriblandt til Danmark?
Selv hvis vi kan inddæmme smitten, hvad er så sandsynligheden for, at mutationen ikke opstår igen (eller måske allerede er opstået?) i andre lande, hvor der avles mink. Danmark er verdens største producent af minkskind men står immervæk kun for 28 procent af markedet. Altså bliver langt det fleste mink produceret uden for Danmark, for eksempel i USA, Sverige og Kina.
Hvis mutationen kan opstå igen i disse lande, kan den sprede sig til resten af verden, ligesom den oprindelige COVID-19 virus gjorde det fra Wuhan. Så står vi alligevel med mutationen, selvom vi har ofret minkerhvervet.
Søren Riis Palludan vurderer i førnævnte artikel, at det er sandsynligt, at mutationen vil ”opstå uafhængigt andre steder i andre lande, hvor der er minkfarme”.
Spørgsmål 5: Hvad er sandsynligheden for, at mutationen opstår hos mennesker eller andre hus- og produktionsdyr end mink?
Selv hvis der af en eller anden grund ikke er stor sandsynlighed for, at andre landes minkproduktion kan føre til mutationen, eller hvis resten af verden også opgiver minkproduktion (meget usandsynligt, tror jeg), vil mutationen så kunne opstå imellem mennesker eller imellem mennesker og andre dyr? Og hvor sandsynligt er det? Hvis sandsynligheden er stor, vil aflivning af de danske mink risikere at være nytteløst.
Spørgsmål 6: Er mutationer, der gør vacciner ineffektive, et vilkår, som bedst løses ved hele tiden at udvikle nye vacciner?
Præmissen for regeringens drastiske handling ser ud til at være, at mutationer, der gør de nuværende vacciner under udvikling uvirksomme, kan undgås gennem politisk handling. Men er det korrekt? Når det gælder influenza, skal der hvert år udvikles nye vacciner. Det er et vilkår.
Hvis det samme gør sig gældende for COVID-19, må man acceptere dette vilkår og udvikle de nødvendige vacciner. Ville det have været en bedre løsning at satse på nye vacciner end at udrydde et helt erhverv?
Jeg kender ikke svaret på et eneste af ovenstående spørgsmål, men jeg insisterer på, at de er relevante at stille, og at vi som borgere i et demokratisk samfund har ret til at få dem besvaret så godt som videnskaben og eksperterne på området nu en gang kan.
Indtil 12. marts i år ville en så vidtgående og indgribende en beslutning som at lukke et helt erhverv ned slet ikke kunne have været truffet enerådende af en regering. Det havde krævet opbakning fra et flertal i Folketinget.
Tidligere ville sådanne beslutninger – også langt mindre indgribende og vidtgående – have været forberedt i en tæt dialog med de aktører, der ville blive berørt. Det kalder vi ”Den Danske Model”. Vi kender den bedst fra arbejdsmarkedet, men udtrykket bruges i fagkredse også på andre områder, fx i bekæmpelsen af spredning af smitsomme sygdomme hos husdyr som mund- og klovsyge, svinepest, fugleinfluenza osv. Danske eksperter har rejst rundt i verden for at fortælle om, hvordan Den Danske Model fungerer på området og om dens fordele.
Mette Frederiksens regering har afskaffet Den Danske Model på dette område. Beslutningen er truffet i en snæver kreds i regeringen og tilsyneladende på basis af ét dokument på få sider samt den faglige vurdering fra én person, nemlig Kåre Mølbak fra Seruminstituttet. Hvem han har diskuteret sagen med, ved vi ikke, og disse personer står altså ikke til ansvar for deres råd og vejledning.
Relevante aktører som minkbranchen selv, landbrugets egne eksperter og forskere fra universiteter er ikke blevet hørt. Folketinget er ikke blevet hørt men orienteret et par timer før pressemødet i form af en mundtlig redegørelse men ingen skriftlig dokumentation. Folketinget har selv banet vejen for denne centralisering ved at give regeringen kompetencen og selv afstå fra sin rolle i den demokratiske magtdeling. Man kan læse partileder Alex Vanopslaghs beskrivelse af forløbet her. Vanopslagh konkluderer:
”Det værste af det hele er, at vi selv stemte for at give regeringen så vide beføjelser og så stor en magt med epidemiloven. Og selvfølgelig kan regeringen ikke styre så stor en magt og afstå fristelsen for at droppe en involvering af folketinget. Vi begik en fejl i foråret ved at give så vide beføjelser til regeringen. Den fejl skal vi rette op på med den nye epidemilov”.
Vanopslagh har helt ret i sin vurdering af situationen og fortjener ros for at indrømme fejlen. I de skæbnesvangre timer i marts, glemte den borgerlige opposition, hvad al historisk erfaring viser, nemlig at – som Lord Acton udtrykte det – ”Al magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt”. Forstå mig ret: regeringen er ikke korrupt, men den har korrumperet de demokratiske beslutningsprocesser, fordi Folketinget har givet den magten til at gøre netop dette.
Folketinget har overdraget noget nær total magt til Mette Frederiksen. Den har hun til fulde taget, hvilket forløbet i sagen om lukningen af mink-erhvervet i Danmark viser.
Mink-sagen viser også, at de demokratiske processer tjener vigtige formål, som nu bliver tilsidesat. Demokratiske beslutningsprocesser kan være lidt besværlige og tidskrævende. Til gengæld bliver chancerne for, at der bliver truffet gode beslutninger forbedret. Processerne fører til inddragelse af mange forskellige parter, som hver især har vigtig viden og perspektiver, som de andre parter ikke nødvendigvis har. Parterne bidrager altså til at opbygge et kvalificeret beslutningsgrundlag.
Parter i sagen skal naturligvis ikke træffe beslutningerne. Det skal politikerne. Men parterne bidrager med viden og perspektiver til beslutningsgrundlaget, så politikerne har de bedst tænkelige forudsætninger for at træffe de rigtige beslutninger.
Hvis det viser sig, at mutationerne hos mink er enten uproblematiske eller uundgåelige, hvad enten der er minkproduktion i Danmark eller ej, så indebærer det, at det var en forkert beslutning reelt at tvangslukke et helt erhverv med godt 1.000 bedrifter, 6.000 ansatte og en omsætning på ca. 10 mia. kr.
Det ville i givet fald være en kæmpe skandale.
Derfor fortjener vi at få svar på ovenstående seks spørgsmål så hurtigt som muligt. Medierne og oppositionen må i sving. Regeringen må give aktindsigt. Eksperter på området må udtale sig. Oppositionen burde tage initiativ til en snarlig konference eller høring, hvor disse spørgsmål belyses.
Ligegyldigt, hvad svarene på disse spørgsmål bliver, er det bedre at have dem, end ikke at have dem. Bekræfter svarene, at regeringen har truffet den rette beslutning, bidrager de til at legitimere beslutningen og dermed til at styrke befolkningens opbakning.
Afkræfter de det fornuftige i aflivningen af samtlige mink, er der måske en lille chance for, at vi kan nå at standse processen og redde mink-erhvervet i Danmark. Det vil også give os vigtige lærepenge, så vi kan undgå så monumentale fejlbeslutninger i fremtid. Demokratisk er det sundt, at politikere står til ansvar for de beslutninger, de har truffet hos vælgerne. Det kræver, at vælgerne er oplyste.
(Bragt i Jyllands-Posten 7. november 2020)
