Der er gået politik i spørgsmålet om, hvorvidt nedlukningen af Danmark var helt på sin plads, eller for hård og for lang. Nogle hylder statsministerens ekstreme forsigtighed. Andre er kritiske. Men alle burde kunne blive enige om, at det er kritisabelt, at statsministeren gav indtryk af, at hun fulgte sundhedsmyndighedernes anbefaling, da regeringen valgte at lukke Danmark ned.
I sidste uge kom det frem, at statsministeriet bad Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm om at tilsidesætte sin faglige vurdering af regeringens forslag om at nedlukke Danmark. I stedet blev Brostrøm bedt om at anlægge et ”ekstremt forsigtighedsprincip”.
Regeringens tilgang til Corona-pandemien de første par måneder giver mening i det lys: Mette Frederiksen fik gennemtrumfet et princip om ekstrem forsigtighed. Den tilgang har vi ikke kun set i Danmark, men i mange lande. Det var ikke kun COVID-19, der smittede på tværs af grænserne, det gjorde ideen om ekstrem forsigtighed også. Omtrent samtidig med Danmark – nogle lidt før, nogle lidt efter - lukkede en lang række lande deres samfund ned.
Ekstrem forsigtighed er imidlertid et meget problematisk princip, som i realiteten ikke kan anvendes til ret meget andet end at tilsidesætte nogle hensyn til fordel for andre. Det er da også netop sådan, princippet blev anvendt i forbindelse med nedlukningen.
Sundhedsøkonomen Jes Søgaard påpeger, at kravet om, at Brostrøm skal anvende et princip om ekstrem forsigtighed er et krav om, at han skal ”forlade proportionalitetsprincippet, som er noget af det vigtigste i embedsmænds faglighed. Det handler om, at man altid skal opveje konsekvenserne af en given handling over for handlingens effekt… Den slags afvejninger skal embedsmænd lave. Det er normalt det, vi forstår ved faglighed i embedsværket… Så jeg må sige, at jeg synes, at det ser grimt ud”, konkluderer Søgaard.
Konsekvenserne af, at forskellige hensyn ikke er blevet afvejet imod hinanden, illustreres af en analyse udført af økonomen Jonas Herby fra CEPOS. Den viser, at det i bedste fald koster ca. fire gange så meget at redde et leveår ved hjælp af nedlukning af samfundet, end vi normalt er villige til at betale for at redde et leveår hos andre patienter. Det kan for eksempel være kræftpatienter, der skal have en dyr, livsforlængende behandling.
Kritikere af den slags beregninger begrunder ofte deres uvilje med, at det er umoralsk at regne på prisen på et liv. Men det gør man hver dag i sundhedsvæsenet, og det bliver man nødt til at gøre, hvis man skal prioritere knappe ressourcer.
Uviljen skyldes måske snarere, at beregningen insisterer på at behandle mennesker lige. En kræftsyg er ikke mindre værd end en Corona-syg. Men princippet om, at alle mennesker er lige, tilsidesættes af Mette Frederiksens ekstreme forsigtighedsprincip. De ressourcer, som går tabt som følge af nedlukning, kan ikke bruges på at redde kræftsyge. Statsministerens ekstreme forsigtighedsprincip indebærer – sat lidt på spidsen – en vilje til at ofre fire kræftpatienter for hver reddet Corona-patient.
Oveni kommer, at nedlukning ikke kun redder menneskeliv. Den koster også menneskeliv. Man var for eksempel villig til at løbe en forøget risiko for, at folk døde af andre ting. Nogle af disse dødsårsager kan allerede forudses, mens andre formentlig vil vises sig i løbet af de kommende måneder og år. omkring 30.000 planlagte operationer blev udskudt under nedlukningen, selvom sygehusvæsenet på intet tidspunkt var i nærheden af at være overbelastet af Corona-patienter.. Undersøgelser viser allerede nu, at store grupper har fået mindre motion under nedlukningen, og der forudses sygdom og dødsfald som følge af dette. Sådanne omkostning ved nedlukningen er ikke medregnet i Herbys beregning.
Og så er der de mange konsekvenser af nedlukningen, som ikke direkte fører til dødsfald men til forringet livskvalitet: fraværet af social kontakt med sine kære, personlige konkurser, ledighed, ringere uddannelse af de unge, færre kulturelle og menneskelige oplevelser, isolation af ældre, indlagte psykisk syge og indsatte i fængsler. Man kunne blive ved. Disse konsekvenser er heller ikke med i Herbys beregning.
Ekstremisme er sjældent en god ting. Heller ikke, når det gælder forsigtighed. I alle livets forhold må vi afveje forskellige risici imod hinanden. Mennesker, der udvælger én risiko som dén, der trumfer alle andre, vil vi typisk opfatte som excentriske eller i værste fald fobiske. Flyskræk bunder i noget reelt. Hvis ens fly styrter ned, vil man sandsynligvis dø. Personen med flyskræk kan påstå, at man blot udviser ekstrem forsigtighed, men reelt er der tale om, at man stirrer sig blind på én risiko og glemmer andre risici og hensyn. Årsagen til, at de fleste af os vælger at flyve over lange afstande er, at risikoen for at styrte ned er lille og skal afvejes imod både risiko og omkostninger ved at transportere sig på anden vis.
Nedlukningen af Danmark greb voldsomt ind i danskernes frihed og tilsidesatte flere af vores civile rettigheder. I en nødsituation som en global pandemi kan det undtagelsesvist - og midlertidigt - være berettiget. Men tilsidesættelsen bør ikke være mere omfattende, end hvad der er strengt nødvendigt. Det er et grundlæggende princip i et liberalt demokrati. Det kaldes proportionalitetsprincippet, og betyder groft sagt, at man ikke må skyde gråspurve med kanoner. Men også det princip tilsidesættes med Mette Frederiksens ekstreme forsigtighedsprincip. Proportionalitetsprincippet kan ikke efterleves, hvis ét hensyn står over alle andre.
Sket er sket, kan man sige. Men for det første er det vigtigt at lære af fortidens fejl. For det andet er dette ikke mere fortid, end at vi meget vel kan risikere en ny smittebølge meget snart. Det er uklart, om regeringen i givet fald igen vil følge et princip om ekstrem forsigtighed. Folketinget og medierne bør insistere på, at regeringen fremlægger en strategi for håndtering af en eventuel anden bølge, så vi som befolkning ved, hvad vi kan forvente fra magthaverne.
