Aflivning af samtlige mink svarer reelt til ekspropriation og bør medføre fuld erstatning.
Så vidt jeg kan vurdere, er det korrekt, at aflivningen og det foreløbige forbud mod driften de facto indebærer en afvikling af branchen. Aflivningen medfører, at avlsprogrammerne ødelægges, og branchen skulle reelt starte forfra, hvis den om mange år igen fik lov til at starte op – hvilket i sig selv er usikkert.
Avlerne bør ikke blot modtage fuld erstatning for dyrene, men for deres samlede tab. Det er ikke kun værdien af skindene. Det er også værdien af avlsprogrammet. Danske skind har historisk hentet en højere pris end andre skind på grund af deres høje kvalitet. Denne gevinst går nu tabt og skal kompenseres. Endvidere vil en del af kapitalapparatet, som ikke kan anvendes til andre ting end minkavl, blive værdiløst og skal erstattes.
Minkavlerne er uden skyld i, at deres erhverv angiveligt ikke længere er sikkert. De ofres for folkesundheden, og det bør de kompenseres for.
Havde vi fortsat den gamle epidemilov, som i hast, uden høring eller nogen som helst anden debat blev afskaffet den 12. marts, ville erstatning formentlig være en formsag. Et folketingsflertal tilsidesatte den 12. marts denne vigtige brik i beskyttelsen af den private ejendomsret.
Nu må Folketinget med de borgerlige partier i spidsen træde i karakter og sørge for, at minkavlerne ikke bliver ofre for denne fejltagelse. Herefter bør Folketinget så hurtigt som muligt få rettet op på fejlen og få genindført retsstaten på dette område. Den nuværende nødlovgivning bør rulles tilbage, og noget i stil med den gamle epidemilov bør genindføres.
Endvidere bør det undersøges nærmere, om denne meget vidtgående beslutning om de facto at nedlægge et helt erhverv var den rigtige. Det har vi på nuværende tidspunkt ikke et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere. Regeringen bør som det første fremlægge hele sit beslutningsgrundlag. Og medier og Folketing bør granske beslutningen og grundlaget for den meget nøje.
(Bragt i Jyllands-Posten 5. november 2020)
