Danmark kunne have undgået væsentlige omkostninger og usikkerhed, hvis regering og myndigheder havde handlet transparent og brugt den internationale viden, der blev tilgængelig fra midten af marts.
Danmark er så småt på vej tilbage mod normaltilstande med åbne caféer, skoler og færre restriktioner. Mens udfordringen med at håndtere konsekvenserne af en ny, smitsom virus gjorde alt usikkert i den første tid, er det med normaliseringen også tid til at vurdere, hvordan regeringen og myndighederne håndterede krisen.
Vores vurdering af begge dele er stærkt kritisk. Danmark kunne have undgået væsentlige omkostninger og usikkerhed, hvis regering og myndigheder havde handlet transparent og brugt den internationale viden, der blev tilgængelig fra midten af marts.
Hurtige og handlekraftige beslutninger mod epidemien virkede rationelle i februar, da man stadig næsten ingen viden havde. De første vurderinger tydede på op mod tre-fem pct. dødelighed, og den dramatiske situation i Norditalien, hvor hospitalerne ikke kunne følge med, kunne ses hver aften i TV. Den eneste åbenlyse undtagelse er grænselukningerne, som alle sundhedseksperter fastslog ville være helt ineffektive. Men noget måtte gøres, og de fleste regeringer, med undtagelse af enkelte i Asien med nylig erfaring fra sars-udbruddet, famlede i blinde.
I takt med at det internationale samfund får mere og mere viden om epidemien, fremstår de første reaktioner stadigt mere overdrevne. Man kan med andre ord ikke klandre statsministeren for at reagere hårdt – og i bagklogskabens lys: For hårdt. Det store problem er de næste måneders politiske beslutninger. Siden starten af marts har det været en klar og alvorlig politisk fejl, at regeringen ikke har taget den nye viden nok i betragtning.
Erfaringerne fra de steder, hvor man har større eller mindre populationsstudier af virusudbruddet, indikerer således, at langt flere har været smittet med coronavirus, end de snævre danske test viser. Det såkaldte mørketal forekommer ekstremt stort. Nye studier viser for eksempel, at 25 pct. af New Yorks befolkning har haft virussen, og tallene fra visse steder i Norditalien er endnu højere. Den tidligere svenske statsepidemiolog Johan Giesecke vurderer ligeledes, at 20-25 pct. af Sveriges befolkning har været smittet. Disse mørketal indikerer, at coronavirus er cirka lige så dødelig som influenzaudbruddet i 2017-18.
Ud fra Sundhedsstyrelsens seneste vurdering og sammenlignet med deres årlige influenzarapport kan man konstatere, at dødeligheden for befolkningsgruppen under pensionsalderen ikke er højere end ved almindelig influenza.
Ved influenzaudbruddet i 2017-18 foretog Statens Seruminstitut godt 56.000 influenzatests, hvoraf godt 32.000 var positive og 1.644 mennesker døde af den. Det vil sige, at 5,1 pct. af de testede døde. Ser man på coronavirus, er det lige nu 4,9 pct. af de testede, der er døde. Der er således ikke flere døde set i forhold til antal smittede end ved normal influenza. Hvis corona skal være markant mere dødelig end influenza, kræver det således, at der er et langt større mørketal for antal smittede med influenza, end der er for corona.
Der er dog selvsagt fortsat usikkerhed om, hvor dødelig sygdommen er, men tendensen har peget nedad i takt med, at flere analyser og data er kommet til.
Enorme omkostninger
Man møder nogle gange det argument, at det er nedlukningen, der har givet det lave antal døde, og at man derfor ikke kan sammenligne den nuværende situation med influenzaepidemien, hvor samfundet jo fortsatte som vanligt. Men dødeligheden (5,1 for influenza og 4,9 for corona) udregnes ud fra det samlede antal smittede. Det ændrer altså ikke på dødeligheden, at vi sandsynligvis har begrænset antallet af smittede ved at lukke ned.
De nye tal kan sammenholdes med, at omkostningerne ved nedlukningen er enorme. Alene produktionstabet i år fra coronakrisen tegner til at blive af samme størrelsesorden som de samlede årlige udgifter til hele det offentlige hospitalsvæsen på 135 mia. kr. Hertil kommer, at netop de øvrige hospitalsbehandlinger er blevet skubbet i baggrunden for at reservere kapacitet til covid-19-patienter, som imidlertid ikke har vist sig i stort tal. Sidst, men ikke mindst medfører nedlukningen store menneskelige omkostninger på grund af isolation, i form af bl.a. selvmord, vold i hjemmet og ensomhed.
Regeringen har flere gange skiftet kurs under forløbet. Det er nu ikke problemet – tværtimod er der grund til at justere politikken, når ny viden kommer til. Det er snarere, at nedlukningen er blevet fastholdt for stramt for længe. Inden påske lagde regeringen op til en gradvis åbning, som beregnedes til at ville bringe smittetrykket over én. Efter påske viste det sig, at smittetrykket i stedet var faldet meget mere end ventet, og at forklaringen i høj grad skyldes befolkningens frivillige sociale distancering. Regeringen brugte derefter de ekstra frihedsgrader til at øge ambitionen om at holde smittetrykket nede i stedet for at lukke væsentligt mere op. De senere gradvise lempelser er i høj grad resultatet af pres fra resten af samfundet.
Sikker normalitet er en illusion
Det er let at få den illusion, at nedlukning skaber en slags sikker normalitet, mens genoplukning er et risikabelt eksperiment. Hvor genoplukning ganske givet byder på risiko for øget smittetryk, er det falsk at tro, at nedlukningen ikke er en helt ekstraordinær situation med enorme omkostninger. Nedlukningens lovgivning har også givet regeringen hidtil usete politiske beføjelser og skabt egne risici i form af f.eks. magtmisbrug, svækket retssikkerhed og nedlukningsudmattelse i befolkningen.
Udgangspunktet bør være, at ekstraordinære politiske beslutninger kræver ekstraordinært godt beslutningsgrundlag. Som sagt var regeringen oprindeligt tvunget til at handle på et spinkelt grundlag, men den har trods et voksende pres fra bl.a. økonomer, medier og siden også oppositionen været uvillig til at fremlægge helt fundamentale oplysninger om grundlaget for modelberegninger. Det gælder f.eks., på helt uhørt vis, for Statens Serum Institut, der først efter betydeligt pres har udleveret beregningsgrundlag og rådata. Regeringen var ligeledes meget længe om at fremlægge økonomiske vurderinger af nedlukningens nationaløkonomiske konsekvenser – som bliver det kraftigste tilbageslag siden krigen – og af de enkelte redskabers effekter. Det sidste fik tre uafhængige økonomer ganske få dage til, og partierne havde kun ganske kort tid til at studere rapporten før de seneste forhandlinger om genåbning.
Rapporten gav kun et yderst groft billede af, hvordan det umiddelbart virker at lukke forskellige brancher ned. Det kan man under omstændighederne ikke bebrejde de tre økonomer, men man må håbe at de fik de interne analyser til rådighed, som regeringens egne økonomer har udarbejdet. I så fald må man konkludere, at det er et yderst spinkelt materiale. Regeringen har endelig ikke været villig til at formulere en langsigtet strategi, men henholdt sig til talepunkter om at »følge den grønne, ikke den røde kurve«.
Uholdbart
Det lave informationsniveau er ikke holdbart eller acceptabelt i et demokrati, hvor der almindeligvis stilles betydeligt større krav til informationsgrundlaget for beslutninger af langt mindre rækkevidde.
Rækkevidden af beslutningerne kan næppe overvurderes. På trods af, at regeringen insisterer på at arbejdsløsheden er steget med knap 50.000 personer, er det reelle tal over 200.000 nye ledige. De mere end 150.000 danskere på lønkompensation er også de facto ledige, og tallet stiger betragteligt, når folk med tre måneders opsigelsesvarsel begynder at tælle med i den officielle statistik. Hertil kommer, at et stort antal offentligt ansatte er hjemsendt med fuld løn.
De økonomiske tab rammer også skævt i det danske samfund. Mens jobtabet er stort set fraværende i den offentlige sektor, lider særligt serviceerhvervene voldsomt. Store dele af Danmarks enorme underskov af små virksomheder kunne have undgået væsentlige tab og risici, hvis regeringen havde reageret på den nye viden, der er kommet frem siden midten af marts.
Som tegneseriehelten Spider-Mans onkel Ben siger, »Med stor magt kommer et stort ansvar.« For regeringen er en del af dette ansvar en forpligtelse til at hele tiden at bruge al den information, man kan få. Statsminister Mette Frederiksens regering har i forbløffende grad fejlet i at leve op til dette ansvar.
Læren er nok, at der er grænser for det politiske systems evne til at håndtere meget store og komplekse problemer. Den er vigtig at skrive sig bag øret til næste gang, der opstår en alvorlig krise. For realiteten er desværre, at store kriser vil ramme selv så avancerede samfund som det danske fra tid til anden. Og læren bør være, at vi vænner os til at forlange bedre dokumentation for de beslutninger, politikerne træffer.
