Instrukskommissionen fastslår, at Inger Støjberg har givet en ulovlig instruks til embedsværket og presset indførelse af en ulovlig praksis igennem på landets asylcentre. Den nye praksis indebar at adskille alle par, hvor den ene ægtefælle er under 18 år i stedet for som hidtil at behandle sagerne individuelt. Kommissionen konkluderer også, at Støjberg vidste, at hendes instruks var ulovlig. Og endelig konkluderer den, at Støjberg ved flere lejligheder har talt usandt til Folketinget.
Støjbergs støtter affejer disse konklusioner, som om de intet betød eller var de rene bagateller. Men der er tale om alvorlige forseelser, som bør få konsekvenser for Støjberg. Formålet er ikke at straffe hende, men at sætte en præcedens for, hvad magthaverne kan tillade sig. Får denne sag ikke konsekvenser for Støjberg, vil fremtidige ministre i højere grad end i dag kunne regne med, at de kan slippe afsted med at bryde loven og at tale usandt til Folketinget.
Sagen handler således ikke om, hvad man i øvrigt generelt synes om Inger Støjberg og hendes politik. Den handler om hendes ageren i den konkrete sag. Sagen handler heller ikke om, hvorvidt man er for eller imod at adskille ægtepar, hvor den ene ægtefælle er under 18 år. Den handler om, hvorvidt ministre skal agere indenfor loven eller kan tillade sig at bryde loven.
Danmark er - og bør blive ved med at være - en retsstat. I en retsstat må en minister, der er utilfreds med den gældende lovgivning, ikke bare bryde loven. Ministeren må i stedet søge at få loven ændret ved at lægge et lovforslag, der ændrer loven frem for Folketinget, og overbevise et flertal om at stemme for.
Hvis transportministeren synes fartgrænsen på motorveje bør sænkes til 100 km/t, fremsætter man et lovforslag om dette. Først når denne lovhjemmel er på plads, må man instruere politiet om at udstede bøder til alle, der kører over 100 km/t. Det gælder, hvad enten det er en god idé at sænke fartgrænsen eller ej.
Hvis en statsminister vil aflive alle mink, kan dette først sættes i gang, når der er lovhjemmel til det. Det gælder, hvad enten det er en god idé at aflive alle mink eller ej.
Det er altså helt og aldeles ligegyldigt, om det var en god idé at adskille disse ægtepar eller ej. Men Støjbergs og hendes støtter forsvarer sig med det tvivlsomme argument, at ulovligheden var ”det rigtige at gøre”, og derfor må også det argument kommenteres.
Støjbergs instruks var faktisk ikke det rigtige at gøre, selv hvis den havde været lovligt.
Inger Støjberg havde lovhjemmel til adskillelse ægtefæller, hvor den ene var under 18 år, så længe det skete på basis af en individuel vurdering. Og sådanne adskillelser skete også inden instruksen, når det blev vurderet at være det rigtige at gøre i den konkrete situation, fx når kvinden var i forholdet mod sin vilje.
Det ulovlige i instruksen var at fjerne den individuelle vurdering og gøre det til en generel praksis af adskille alle disse par, uden hensyntagen til de konkrete omstændigheder i hver enkelt sag. At foretage en individuel vurdering er imidlertid det rigtige at gøre. Det er bør altid finde sted i sager som disse, hvor man anvender så indgribende magt at adskille ægtepar med tvang. Foretager man ikke en individuel vurdering, vil det uvægerligt føre til sager, som fx den, hvor et syriske asylpar i 2016 blev adskilt fra hinanden som følge af Støjbergs ulovlig instruks. 17-årige Remaz Alkayad blev tvunget til at bosætte sig på et andet asylcenter, selv om hun var højgravid og ønskede at være sammen med sin dengang 25-årige mand. De har siden modtaget erstatning fra staten for denne uretfærdighed.
At anvende magt til at adskille dette par var til skade for den unge kvinde selv og for hendes mand, og det gavnede ingen. Det var en symbolpolitisk handling, hvor man brugte det unge par som gidsler i en politisk sags tjeneste.
Kommissionen konkluderer (side 789-91), at der ikke i sagens oplysninger er nogen eksempler på, at Støjbergs ulovlige instruks har reddet en eneste kvinde fra et tvangsforhold.
Støjberg har i denne sag ifølge Kommissionen talt usandt overfor Folketinget - endda flere gange. Det er afgørende for folkestyret, at de folkevalgte får sandfærdige svar fra regeringen. Ellers bliver de folkevalgte gjort ude af stand til på befolkningen vegne at se magthaverne efter i kortene og opdage uduelighed eller magtmisbrug, og demokratiet forvitrer.
Der står med andre ord meget på spil i disse timer og de kommende dage. Folketinget kan vælge at lade retsstaten og demokratiet komme styrket ud af forløbet ved at stille Støjberg for en rigsret. Alternativt kan Folketinget vælge at acceptere at en minister bryder loven og vildleder de folkevalgte. Det ville være et søm i retsstatens og demokratiets ligkiste.
(Bragt i Jyllands-Posten 14. december 2020)
