Her er spørgsmålet, du bør stille velfærdsstatens tilhængere

Når en politiker anvender udtrykket »mere velfærd«, betyder det sædvanligvis »højere udgifter«. Men er der overhovedet belæg for, at højere udgifter giver »mere velfærd« – altså for eksempel bedre undervisning i folkeskolen eller bedre pleje og omsorg for de ældre? Det korte svar er nej. Det lidt længere svar kommer nedenfor.

I velfærds-Danmark er det kættersk overhovedet at forestille sig, at svaret kunne være nej. Alle ved jo, at de har så travlt i ældreplejen. Derfor forekommer det indlysende, at »flere hænder« må være svaret. Det kan være noget af forklaringen på, at for eksempel danske journalister aldrig – som i ALDRIG – ringer til en forsker og spørger, om der er evidens for, at flere penge giver bedre ældrepleje, skolegang, plejehjem osv.

Det er påfaldende, for andre forslag til forbedring bliver med rette straks udsat for den test. Da statsminister Mette Frederiksen for eksempel helligede det meste af en nytårstale til, at flere børn skulle tvangsfjernes, gik der ikke mange øjeblikke, før det kom frem, at det var endog meget vanskeligt at påvise, at der var evidens for, at flere tvangsfjernelser var vejen frem. Hvilket formentlig er årsagen til, at forslaget endnu ikke er blevet til noget – heldigvis da. Tvang skal man kun anvende, når det er tvingende nødvendigt.

Men sagen er den, at der også er tvang involveret i enhver forøgelse af de offentlige udgifter. Nogen skal betale, og det bliver i form af tvangsopkrævede skattekroner. Men derudover og set fra mit perspektiv langt væsentligere: Hvis højere udgifter ikke virker, så får man jo ikke løst det problem, de ekstra penge skulle løse. Hvis man er utilfreds med kvaliteten af ældreplejen, er det vigtigt at finde frem til et forslag, der rent faktisk løser problemet.

Og der gælder ikke omvendt bevisbyrde, når det handler om øgede udgifter. Ligesom det ikke er modstandere af tvangsfjernelse af flere børn, der skal bevise, at der ikke er evidens for forslaget, er det heller ikke modstandere af øgede udgifter, der skal bevise, at flere penge ikke giver bedre velfærd. Spørgsmålet, der skal stilles, er: »Er der evidens for, at højere udgifter giver bedre velfærd?« At nogle studier viser det ene og andre det andet, er ikke evidens.

Velfærdsstatens røgslør

Spørgsmålet om evidens for, at højere udgifter giver bedre velfærd, er i Danmark så tabubelagt, at det er svært overhovedet at undersøge det. For at kunne sammenligne kvaliteten af velfærden i forskellige institutioner og kommuner, skal man kende udgiftsniveauet, hvilket aktørerne har formået at skjule, så opgørelser af udgifter per patient, per ældre og per elev, der er korrekte og sammenlignelige på tværs af enheder og over tid, er stort set umuligt at finde frem til. Det er i sig selv utroligt, at medier og politikere finder sig i et sådant røgslør.

Den anden udfordring er, at det også er lykkedes velfærdsstaten – igen uden synlig kritik eller modstand fra hverken politikere eller medier – at skjule resultaterne af indsatsen. Der er meget lidt dokumentation af, hvad de cirka 500 milliarder kroner i udgifter til velfærdsydelser som pleje, forsorg, skolegang, uddannelse mv. fører med sig af gode ting, med sundhedssektoren som en delvis undtagelse.

Der er heller ikke mange tegn på, at danske forskere i noget væsentligt omfang har forsøgt at frembringe data, der gør det muligt at svare på, om flere penge giver bedre velfærd.

Der er dog enkelte undtagelser, heriblandt de økonomiske vismænd, til deres ros. De finder i en analyse, at børn, der har gået i institutioner med bedre normeringer, hverken klarer sig bedre i skolen eller har mindre kontakt til psykiatrien senere i livet. Vismændene finder i en anden analyse ingen tegn på, at øgede udgifter per gymnasieelev har en positiv effekt på elevernes tilbøjelighed til at færdiggøre gymnasiet, deres karakterer eller deres tilbøjelighed til at læse videre. I CEPOS har vi undersøgt, om elever i kommuner, der bruger flere penge per barn i folkeskolen, generelt opnår bedre resultater ved afgangsprøven (korrigeret for social baggrund), og om forældre er mere tilfredse med skoler, der bruger flere penge. Ingen af delene er tilfældet.

Det virker måske kontraintuitivt for nogle, at flere penge ikke skulle give bedre velfærd. Der kan være mange forklaringer på fænomenet – nogle af dem vil jeg gennemgå i senere indlæg. Indtil da et godt råd til journalister: Næste gang en politiker foreslår at øge udgifterne til et bestemt område, så ring til eksperter på området og stil følgende spørgsmål: »Er der samlet set evidens for, at øgede udgifter til X øger kvaliteten?«