Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt, når det kommer til SVMs skatteudspil? Det afhænger af øjnene, der ser.
I mine øjne er der tale om en pæn skatteplan, som kunne være meget større. En pæn skatteplan, som på ét punkt rammer helt skævt.
Og en pæn skatteplan, som reducerer topskatten, men som kunne have øget arbejdsudbuddet meget mere.
Udspillet indeholder skattelettelser for 6,75 milliarder kroner målt i effekt på statskassen. Det er ikke peanuts, og jeg vil rose hver en krone i lettelse. Men det kunne have været langt større, for regeringen er begunstiget af et ganske enormt råderum på 68 milliarder kroner.
Så heldige har tidligere regeringer ikke været, og derfor har SVM-regeringen også langt bedre muligheder for at lave store skattelettelser.
Ud af det samlede råderum på 68 milliarder kroner frem til 2030, svarer de 6,75 milliarder kroner i lettelse kun til ti procent af råderummet. Så hvis man havde haft den politiske vilje, kunne man sagtens have fordoblet lettelserne.
Knap fem ud af de 6,75 milliarder kroner anvendes på at øge beskæftigelsesfradraget, som kommer alle beskæftigede til gavn. Det giver de arbejdende danskere mulighed for at råde over flere af deres egne lønkroner.
For en familie, hvor begge har en månedsløn over cirka 37.000 kroner inkl. pension, er gevinsten af beskæftigelsesfradraget på 5.700 kroner årligt. Så det er positivt.
Men: Hvis man vil lette skatterne der, hvor effekten på arbejdsudbuddet er størst, så skulle man have brugt en langt større del af provenuet på at hæve topskattegrænsen. Eller reducere topskattesatsen yderligere.
Kritikere på venstrefløjen vil sige, at skattereformen og topskattelettelserne øger uligheden. Det er imidlertid en sandhed med meget store modifikationer. Topskattelettelserne udgør en lille del af skattelettelserne og bidrager derfor stort set ikke til at øge uligheden.
Langt størstedelen af lettelserne går som nævnt til at øge beskæftigelsesfradraget. Og her er effekten på uligheden omtrent nul. Samlet set øger udspillet således kun uligheden marginalt med 0,07 målt ved Gini-koefficienten.
Er det meget eller lidt? Tja, til sammenligning øgede Thornings skattereform fra 2012 uligheden fire gange så meget.
Når man skal lave en skattereform, er der et klart tradeoff mellem arbejdsudbud og lighed. Man kan ikke få i både pose og sæk. Så når SVM-regeringen har lavet en skattereform, hvor uligheden ikke stiger så meget, betyder det samtidig, at effekten på arbejdsudbuddet er begrænset til cirka 5.000.
Højere topskattegrænse er fem gange så effektivt til at øge arbejdsudbuddet som øget beskæftigelsesfradrag. Hvis SVM mente det alvorligt med, at arbejdsudbud er den nye tids valuta, burde de i højere grad have fokuseret på lettelser i toppen.
Og så kommer vi til skæverten. For top-topskatten er desværre helt gakgak. Den er en skadelig skat på nogle af de mest produktive danskere, der i forvejen betaler 18 gange så meget i skat som gennemsnittet.
Den vil stort set ikke indbringe noget skatteprovenu. Og selv hvis man er meget optaget af ulighed, så er effekten minimal. Så det yderst skadelig symbolpolitik.
Artiklen blev bragt i Berlingske den 8. november 2023
