Tillykke til alle (både kvinder og mænd) med kvindernes internationale kampdag. Det er værd at fejre, at vi lever i et land og i en tid, hvor der – stort set – er fuldstændig ligestilling mellem kønnene. Bevares, der er enkelte skampletter (f.eks. er der værnepligt for mænd, og det er forbudt at give kvinder over 45 år fertilitetsbehandling, selvom de selv betaler), men alt i alt går det godt i Danmark.
Desværre er der en vis uenighed om, hvad ligestilling er. For selvom der er lighed for loven, er mænd og kvinder ikke ens. F.eks. tjener mænd ifølge Danmarks Statistik i gennemsnit 11,9 pct. mere end kvinderne, og mænd har også langt flere lederstillinger, bestyrelsesposter osv. Det har fået De Radikale til at gå med på kravet om kvoter i bestyrelser, uden at de dog – ifølge ligestillingsordfører Samira Nawa (R) i podcasten ”Ingen kommentarer” – har dokumentation for, at der rent faktisk bliver diskrimineret. Spørgsmålet er derfor, hvad forskningen viser. Og her er to studier særligt interessante, fordi de finder et løngab, men også viser, at det ikke skyldes diskrimination på arbejdsmarkedet.
Forskere fra Chicago anvendte Uber-data til at vise, at der er et 7 pct. løngab mellem mandlige og kvindelige Uber-chauffører. De kunne dog også vise, at løngabet ikke skyldes diskrimination, men i stedet at mænd i gennemsnit valgte mere lukrative ture på skæve tidspunkter, havde mere erfaring og kørte lidt hurtigere.
Andre forskere har på baggrund af data fra Mechanical Turk (en arbejdsdelingsplatform) vist, at der er et løngab på 10,5 pct. mellem mandlige og kvindelige onlinearbejdere, og igen skyldes det ikke diskrimination, men flere andre faktorer (bl.a. har kvinderne i studiet tendens til at vælge opgaver, der har en lavere annonceret timeløn).
De to studier bekræfter altså resultaterne fra Lønkommissionen, som fastslog, at forskellene i lønningerne overordnet set kan forklares med forskelle i mænd og kvinders valg. Men er der et løngab, når det ikke er diskrimination? Hvem ved? Folk er forskellige, og vi har vores grunde til at vælge forskelligt.
Nogle af dem kan godt være bundet i strukturel forskelsbehandling andre steder i samfundet (hvis det f.eks. er mor, der henter og bringer børnene til fodbold, så har hun mindre tid til at køre for Uber og opnår derfor mindre erfaring). At løngabet ikke skyldes diskrimination på arbejdsmarkedet er altså ikke nødvendigvis et bevis for, at der ikke er strukturelle problemer, vi som samfund bør diskutere.
Til gengæld bør det få politikerne til kraftigt at overveje, hvilken politik de anvender, hvis der rent faktisk er et strukturelt problem.
For hvis diskriminationen ikke finder sted på arbejdsmarkedet, kan de nuværende politiske idéer til at løse problemet vise sig at gøre mere skade end gavn, fordi man indfører skadelig regulering på et område, hvor der ikke er problemer uden at gribe fat om det potentielle problems rod.
Bragt i Børsen d. 8. marts 2022.
